Alt for mange unge kvinder i etniske minoritetsmiljøer oplever, at deres liv bliver begrænset.

Af Ellen Trane Nørby (V), Yildiz Akdogan (S), Fatma Øktem (V), Özlem Cekic (SF).

UNGE KVINDER med minoritetsbaggrund har de seneste år for alvor gjort deres indtog i uddannelsessystemet.

Mange af dem blander sig også i den offentlige debat. De deltager i foreningslivet og i vores demokrati og udnytter de muligheder, det danske samfund giver. Vi ser mødre og fædre fra etniske minoriteter, der kæmper for, at deres døtre og sønner får et bedre liv, end de selv har haft. Og unge, der siger fra over for social kontrol og begrænsninger af deres frihed. De tager debatten og opgøret, fordi de ikke vil finde sig i det.

Men alt, alt for mange i etniske minoritetsmiljøer oplever stadig, at deres liv bliver begrænset af social kontrol, manglende ligestilling og forældede opfattelser af kønsroller og æresbegreber, der ikke hører hjemme i Danmark i 2016. Vi hverken kan eller skal acceptere, at der opstår lommer i vores samfund, hvor mulighederne for unge, der vokser op i Danmark, begrænses af en patriarkalsk kultur og normer, der på ingen måde matcher et moderne dansk samfund. Alle, uanset kultur, tradition, religion, køn og etnicitet, har ret til at bestemme over sit eget liv. Ligestilling er en grundlæggende værdi i vores samfund. Vi må ikke lukke øjnene for, at ligestilling nogle steder i Danmark er et fremmedord.

Ligestilling er den ubetingede grænse for det danske samfunds rummelighed. Uden ligestilling kan vi ikke få integration til at lykkes – hverken økonomisk, socialt eller kulturelt. Det går ud over den enkelte, der ikke kan udfolde sit potentiale eller nyde de mest basale rettigheder i samfundet. Og det går ud over samfundet, som ikke kan drage nytte af alle borgeres ressourcer. Både piger og drenge udsættes for social kontrol, men piger og kvinder er særlig udsat. Unge kvinders og pigers ære og seksuelle ærbarhed er i mange tilfælde afgørende for hele familiens ære. Det hindrer dem i at udfolde sig frit, vælge venner og kærester og gå til fritidsaktiviteter. Vi har også set forfærdelige tilfælde, hvor det ender med overgreb og vold.

Men det er ikke kun en kvindekamp. For at kunne sætte piger og kvinder fri skal vi have drengene og mændene med. Nogle etniske minoritetsdrenge bliver fra barnsben oplært i at udvise en særlig form for maskulinitet, fordi de skal beskytte familiens ære – blandt andet ved at kontrollere deres søstres gøren og laden. Derfor har vi brug for drenge og mænd i kampen mod manglende ligestilling og social kontrol. Det kræver fokus på den maskulinitetsforståelse og det forventningspres, etniske minoritetsdrenge oplever.

NOGLE ETNISKE minoritetsdrenge bliver også udsat for social kontrol og ender med at leve et dobbeltliv fyldt med løgne og fortielser. Familien ser ofte gennem fingre med det på grund af deres køn. Men vi ved for lidt om, hvad det betyder for drengene, at de i en vigtig periode af deres identitetsdannelse oplever, at det er i orden at sige ét og gøre noget andet.

Vi ser desværre alt for mange drenge med indvandrerbaggrund, der halter langt efter deres søstre i såvel uddannelses-som jobkampen. De risikerer at ende som de reelle tabere i kriminalitet, arbejdsløshed og uden uddannelse eller kompetencer til at opnå det liv, de drømte om.

Vi skal have de unge på banen til at tage kampen mod den sociale kontrol, der foregår inden for familiens og nærmiljøets rammer. Vi kan stå sammen med dem og tale med en fælles stemme på tværs af partiskel, samfundsgrupper, geografi, uddannelsesinstitutioner og arbejdsmarkedet.

Hvis vi skal flytte den patriarkalske kultur, bekæmpe den sociale kontrol og forebygge parallelsamfund, skal der skubbes fra flere sider. Vi skal tage debatten, sikre oplysning og åbenhed og slippe berøringsangsten. Kun ved at insistere på den demokratiske samtale kan vi skabe holdningsændringer.

Vi skal turde tage fat i Nidal, når han kontrollerer sin søster eller taler nedsættende til Anne. Og vi skal holde fast i, at Cigdem skal med på klassetur og til fødselsdag. Forældre, bedsteforældre, tanter og onkler skal gøres opmærksom på, at vores samfund ikke accepterer manglende ligestilling og social kontrol. Ligesom de kan være en del af problemet, kan de også være en del af løsningen. Med samtale og kritisk debat kan vi gøre op med normer, værdier og forældede æresbegreber, der hindrer unge i at leve selvstændige liv, tage en uddannelse, have et arbejde og i det hele taget praktisere medborgerskab.

Vi skal også have flere rollemodeller, der selv har gjort oprør mod den patriarkalske kultur, på banen, så de kan inspirere andre til at turde sige fra og gå egne veje. Tilsammen skal det gøre de unge bevidst om deres rettigheder, så de også kan få lov til at udleve deres drømme.

Der er ikke et quickfix. Det er et langt sejt træk. Vi skal insistere på lige muligheder og ligestilling i alle dele af samfundet uanset etnicitet, traditioner og køn. Vi må aldrig bare se passivt til.

Vi skal stå sammen i kampen mod social kontrol og for ligestilling.

Kilde: Ministeriet for børn, undervisning og ligestilling

http://www.uvm.dk/Aktuelt/~/UVM-DK/Content/News/Indlaeg-af-M/160927-Vi-skal-staa-sammen-mod-social-kontrol