Danmark har en af de mest særegne forretningskulturer i verden. Det kan koste på virksomhedens nettoresultat og landets bruttonationalprodukt, for vi handler helst med nogen, der ligner os selv. Og det gør de andre også. Her får du en introduktion til feltet interkulturel kommunikation – og historien om, hvorfor det alle dage har været vigtigt at kunne tolke koderne både i din egen og de andres kultur.
Af Ida Borch
I 2018 er det 100 år siden Emma Gad udgav Takt og Tone – Om Omgang med Mennesker. De fleste forbinder nok værket med en lidt antikveret indføring i borgerskabets diskrete charme. Noget med at være den lydefri vært eller værtinde. Noget med at holde rigtigt på bestikket og noget med at konversere høfligt. Hvad de færreste sandsynligvis ved, er, at Emma Gad var drevet af idealer om at hjælpe de svage. Takt og Tone var en selvhjælpsbog til dem, der ikke ved egen kraft kunne løfte sig fra én kultur over i en anden. Kom man fra arbejderklassen eller fra landet, var der overhængende risiko for, at man forstyrrede borgerskabet med sine ’vulgære’ normer og omgangsformer. Det skabte uro i systemerne.
Takt og Tone skulle give redskaber til at undgå, at man væltede rundt som en elefant i en porcelænsbutik og i stedet fik kompetencerne – herunder også de retoriske – til at lykkes med sit ærinde: at handle med de andre. Emma Gad identificerede et forretningskritisk gap i tankesæt og ditto kommunikation over mod vægtige interessenter og kom med løsningsmodeller. Dermed tjente hendes projekt samme formål som denne artikel – uden sammenligning i øvrigt.
Den globale takt og tone
Udfordringen med at kunne kommunikere hensigtsmæssigt med interessenter, som har et andet tankesæt end ens eget, er præcis den samme i dag. Forskellen på dengang og nu er, at udfordringen er vokset betragteligt i skala. Nu omfatter den hele kloden. Globaliseringen betyder, at vi alle sammen hele tiden er i forbindelse med hele verden. De tider er forbi, hvor det var forbeholdt særligt kosmopolitiske personer fra diplomatiet, eksporten og journalistikken at sidde i Singapore i solnedgangen på Raffles og nyde en G&T. I dag er vi allesammen derude. Og vi vælter rundt, vi falder over usynlige snubletråde, og vi slår os på hinandens forskellige verdensanskuelser og handlemåder.
Men det behøver vi ikke. Bredere og dybere viden om interkulturel kommunikation kan forhindre sammenstød. Det kan gøre ledere og deres medarbejdere til dygtigere navigatører på globaliseringens landeveje og bifloder. Uanset om man sidder i Danmark og skal distancelede ukrainere eller indere, eller man benytter alverdens lufthavne til at forhandle aftaler direkte med folk i Oslo eller Oman.
Intuition og imitation er ikke længere nok
Hos Rhetorica løser vi jævnligt opgaver for kunder, der har erkendt, at det interkulturelle ikke kan klares alene med engelsk, intuition og How-to-do-business-with…-bøger. How-to-litteraturen er underholdende, og det er helt sikkert vigtig viden, at man altid skal tage imod et visitkort med begge hænder i fx Kina, men det er ligegyldig info, hvis man ikke forstår rationalerne bag denne gestus. Når det virkede på Emma Gads tid, var det, fordi der var en form for konsensus om, at noget var bedre end andet. At én slags opførsel trumfede en anden. Så handlede det bare om at få den opførsel lært. At imitere det, man havde behov for at ligne, for at nå sit mål. Læser man verden med moderne (postfaktuelle, vestlige) kulturbriller, forstår man, at man ikke længere kan nøjes med at spejle ’de andres’ adfærd, indtil man kan sende dem en faktura.
De er ikke skøre, de Romere. De er bare ikke danskere
Kulturforskningen i dag er, som den altid har været, normativ. Den tillader sig at mene noget om, hvad der er rigtigt eller forkert at gøre på baggrund af det, den har forsket sig frem til. I gamle dage ville den typisk lande på, at ’vores’ måde at gøre tingene på i Vesten var den ideelle. Det præger desværre stadig den måde, vi går ind i den globale, multikulturelle verden. Man ser spor af det i argumenter som ”De kan ikke tænke en selvstændig tanke!” eller ”Hvis du beder dem om at hoppe, spørger de ikke hvorfor. De spørger hvor højt.” Det er gift for global sameksistens at læse hinanden med de briller, siger forskningen i dag. Og det er gift for den samhandel på tværs af landegrænser, som vi skal mestre for at kunne vækste. Eller overleve på det globale marked.
At gå frem og tilbage for at mødes på midten
Survival of the fittest på den globale markedsplads bliver over tid et udskillelsesløb mellem den, der insisterer på vestens suveræne civilisation, og den, der begynder at møde kulturer på den anden kulturs præmisser. Den, der kan mediere, reconcile, vil stå stærkest. Begrebet reconciliation er centralt hos den hollandske kulturforsker Fons Trompenaars, der i sit værk Riding the Waves of Culture slår et meget læseværdigt slag for nødvendigheden af – egentlig ret banalt – at kunne gå lidt til hver side for at mødes på midten. At kunne afstemme og at få tingene til at harmonere på en bund af viden om, hvor vi er hinandens modsætninger, og hvorfor vi er det.
Når Fons Trompenaars selv skal forklare lidenskaben for sit forskningsfelt, peger han på, at han er hollænder, altså fra en centraleuropæisk kultursmeltedigel, og at der derfor løber flamsk, tysk og fransk blod samt blod fra tidligere kolonier i hans årer. Med sit eget eksempel viser han, at man kan være mindst lige så forvirret over sine nabolandes kulturer, som man kan være over dem på den modsatte side af kloden. Men også mindre forvirret, når man ved, hvorfor de gør, som de gør. Forskere som Trompenaars, Stella Ting-Toomey, Erin Meyer og Geert Hofstede undersøger adfærden på toppen af isbjerget (det, der er synligt for omverden, det vi gør i praksis, vores handlinger) for at udlede, hvad der forgår under vandoverfladen; hvad vores handlinger afslører om de grundantagelser, vi har om verden. Fordi det er grundantagelserne, der ubevidst styrer os. De er vores drivere, vores indre styresystemer. Vores kompas. Motoren. Vælg selv metafor; det, der ikke kan ses, men ’da bare er sådan, man gør’.
Der er en mening med alt
Socialpsykologien siger, at mennesker gør det, de gør, af en grund. Grunden er typisk, at det giver mening for dem. Også selv om de skulle have glemt hvorfor. Der er ikke nogen åbenlys rationel grund til at save en udmærket nordmannsgran af ved roden og stille den ind i 20 grader og fylde den med pynt, hvorefter den dør en stille død hen over december måned. Men der er masser af forklaringsmodeller for, hvorfor vi gør det. Kender dem, der ellers ikke kender os, nogle af forklaringerne, forstår de bedre det ellers uforklarlige i fx fænomenet ’et juletræ’. Eller ’hygge’. Vi gør ikke det, vi gør, for at irritere, forhale, genere eller løbe om hjørner med andre. Og det gør de andre heller ikke. Social identitetsteori minder os om, at man som regel foretrækker sin egen kultur, men det gør den ikke automatisk til ’bedre’ eller ’rigtigere’ end andre kulturer.
Afstanden mellem regler og relationer
Hos Rhetorica gør vi som forskningen anbefaler: Vi hælder viden på karret og hjælper vores kunder med at undre sig kvalificeret og konstruktivt over det fremmede og derefter kommunikere på nye måder, der bedre møder målet. Vi lærer dem at mediere på en bund af faktuel viden om modsætningsforhold i opfattelser af fx tid; at vi tilhører den lille del af verden, der orienterer sig mod en ensartet, også kaldet monokron, tidshorisont. En tidshorisont, hvor alle er enige om udmåling af tid. Der er overraskende mange flere mennesker i verden, der lever efter en flertydig, polykron, tidshorisont; i kulturer, hvor det ikke betyder så meget, om man kommer til tiden, overholder en deadline, eller at en time absolut har 60 minutter. Det er os i Vesten, der er minoriteten her.
Tilsvarende lærer vi kunderne, at det er meget flot, at Danmark er nummer ét på Transparency Internationals liste over verdens mindst korrupte lande, men det betyder også, at vi hører til en af de strammeste regelkulturer, der findes i verden. Langt flere mennesker har relationer i fokus og skærer hjørner, fordi de frygter ubalance i de sarte økosystemer mellem mennesker, mere end de frygter bøder og fængsel. Eller ligefrem døden. Det betyder ikke, at man skal betale under bordet eller bryde love for at handle med mere partikularistiske kulturer, men det betyder, at man skal være opmærksom på, at folk gør, som de gør, af en grund. Ikke i udgangspunktet for at være umoralske, løgnagtige, eller hvad man ellers hvisker til hinanden, når de andre er for anderledes i deres forretningskultur.
De er ikke sarte, de svenskere. De har bare lav magtdistance
Vi har i 2017 hjulpet en nordisk interesseorganisation med at sætte den nordiske agenda på dagsordenen i de forskellige nordiske lande. Man skulle tro, det gav sig selv, men det gjorde det heller ikke her. Målet var at glatte samarbejdsprocessen ud med bedre kommunikation mellem hinanden. De kom godt i mål efter 5 seminardage strøet hen over foråret og med individuelle sessioner i personlig interkulturel kommunikation. Det startede med let korslagte arme og folk, der satte sig efter nationalt tilhørsforhold. Det endte med danskere, der nu ved, hvorfor de provokerer svenskerne med deres direkte facon, og svenskere, der forstod, at deres konsensussøgende adfærd ikke er noget universelt i mennesket iboende, men ret unikt svensk.
Og af samme grund uvant for andre kulturer at finde sig til rette i. Finnerne brød sig tilsvarende meget lidt om deres danske samarbejdspartnere, der, som de tolkede det, var uærligt imødekommende i deres ’Jeg hører, hvad du siger’-kommunikation. Da de så, hvor kulturerne adskiller sig markant – fx på måden man ønsker kontrol over fremtiden – fik de værktøjer til at håndtere danskerne og fastholde det ”Yes”, som de syntes, vi ellers har en tendens til at snakke udenom. Tovtrækkeriet fandt en årsag, og den nordiske agenda voksede frem af sig selv.
Den moderne Takt og Tone
Den moderne Takt og Tone tager sine kursister med ned under vandoverfladen, ned til de 90% af isbjerget, der ikke er synlige. Den skaber orden i det civiliserede kaos, som mødet med andre kulturer alt for ofte udløser, og gør det bl.a. ved at tilbyde et helt nyt begrebsapparat. Derved får man et nyt sprog til at sætte ord på det, der før i bedste fald var sprogløst, i værste fald var grøftegravende og ødelæggende for det effektive, globale samarbejde.
Kilde: Rhetorica
