Jobannoncen er virksomhedens ønskeliste og ikke en tjekliste, hvor du skal kunne sætte flueben ved samtlige punkter.

Skrevet af Peter Bang Fasting Bauer, Headhunter & Partner, HumanTrust

Lad mig opridse et scenarie for dig: Du falder over en spændende jobannonce, og begejstringen stiger i takt med, at du lader øjnene glide ned over siden. Virksomheden er spændende, arbejdsopgaverne er spot on – og nu kommer du til kompetenceafsnittet.

Relevant uddannelse – tjek. En håndfuld års erfaring indenfor fagområdet – tjek. Proaktiv, analytisk og struktureret – tjek, tjek, tjek. Men så sker det. Du støder på et punkt, du ikke kan sætte flueben ved. Superbruger i Excel – nej. Ærgerlig og frustreret lukker du siden ned. Så tæt på.

Når en virksomhed er på udkig efter sin næste medarbejder, går det ofte sådan til, at ansættelsesudvalget kigger hinanden i øjnene og spørger: ”Hvordan ser den perfekte medarbejder ud?” En rekruttering er en oplagt mulighed for at løfte kompetenceniveauet, og derfor er det helt naturligt at drømme stort. Men faren ved spørgsmålet er, at man pludselig står med en liste på 40 punkter, som drømmekandidaten skal leve op til.

I virkeligheden kunne man måske nøjes med halvdelen af de 40 krav. Og måske ville det endda være værdifuldt med andre kompetencer end dem, virksomheden har forestillet sig. Det er ikke ualmindeligt, at en rekruttering tager udgangspunkt i eksmedarbejderen. Derfor hænder det fra tid til anden, at den otte år gamle jobannonce bliver støvet af og lagt online ud fra forestillingen om, at en plug-and-play kandidat er den eneste, der kan løfte opgaven. Men det er ikke mere end det; en forestilling.

Hvis du spørger mig, er det langt mere væsentligt, at ambitioner, motivation og engagement er på plads, end at du kan sætte flueben ved samtlige krav i jobannoncen. Mangler du en enkelt kompetence eller føler du dig usikker på en opgave, så husk på, at det som regel kan læres hen ad vejen. Og lad mig desuden understrege, at jeg gang på gang oplever jobsøgende vurdere sig selv uretfærdigt hårdt, så du er ikke nødvendigvis så langt fra målet, som du tror.

En personlig huskeregel, jeg altid fortæller jobsøgende er; du kan forvente at påvirke jobbet ca. 20%. Ofte kan opgaver løses på mere end én måde, og den gængse metode er ikke nødvendigvis den mest optimale. Med dig kan virksomheden derfor gå hen og få en medarbejder, som ikke alene brænder for sit job, men samtidig bringer friske øjne, nye perspektiver og en alternativ opgaveløsning på banen. Men det er dit ansvar at hjælpe virksomheden med at se, hvorfor du er det rette match, selvom du ikke matcher jobannoncen 1:1.

Konklusionen må være, at du skal søge dit drømmejob på trods af et par manglende flueben. Hvis din mistanke om, at du er underkvalificeret, bliver bekræftet, er det ikke værre end et afslag i indbakken – men omvendt kan det være, at du lander i drømmejobbet, hvor du med tiden vil udvikle dig til også at kunne tjekke det sidste punkt på listen af. Det ville i så fald ikke være første gang, jeg oplever, at en underdog løber med sejren.


Faktaboks

HumanTrust er et rekrutteringsbureau med kontorer i Aarhus og Horsens. Med udgangspunkt i tillid, gennemsigtighed og respekt hjælper virksomheden kunder i hele landet inden for en bred vifte af brancher og funktioner.


Kilde: HumanTrust