Den klassiske MUS kan med fordel gentænkes, og et naturligt første step er at øge frekvensen og ændre lokationen.

Skrevet af Steen Klindt Ejlertsen, Headhunter, CEO & Partner, HumanTrust

Der er rift om de dygtige medarbejdere på nutidens arbejdsmarked, og evnen til at kunne tiltrække og ikke mindst fastholde eksisterende medarbejdere er derfor vigtigere end nogensinde. Opskriften på medarbejderfastholdelse indeholder mange ingredienser, men personlig udvikling og faglige udfordringer er et must på indkøbssedlen.

Hvordan man sikrer netop personlig udvikling og faglige udfordringer, har ledere og HR-medarbejdere forskellige indgangsvinkler til. Alligevel ser vi i mange virksomheder, at den samme skabelon bliver brugt. Et par gange om året dukker en Outlook-notifikation op på skærmen: Det er igen blevet tid til medarbejderudviklingssamtalen, også kaldet MUS.

Så snart der står leder på dit visitkort, stopper en del af den daglige strøm af informationer med at flyde din vej. Det er ganske naturligt, men som leder bør du gøre en aktiv indsats for kontinuerligt at tjekke ind hos dine medarbejdere og sikre, at du kender temperaturen i teamet.

Og jeg mener ikke, at det er nok at snakke lidt sammen hist og her i løbet af hverdagen, for der er stor forskel på at snakke opgaveløsning og faktisk at komme ind under overfladen.

Her kan medarbejderudviklingssamtalen noget helt særligt, fordi der – hvis leder og medarbejder lykkes med det – bliver skabt et fortroligt rum, hvor det personlige får plads. Og det er vigtigt, for når vi trives, performer vi også bedre i jobbet.

Jeg forstår til fulde tidspresset i en travl hverdag, hvor der må prioriteres benhårdt, men jeg mener helhjertet, at tiden er givet godt ud.

Når vi kontinuerligt tager en snak i teamet, så vedligeholder vi fortroligheden og får vendt eventuelle udfordringer i tide. Venter vi for længe, risikerer vi, at hverdagsudfordringerne vokser fra mindre irritationer til reelle problemer, som kunne være taget i opløbet – men pludselig er der gået seks måneder og i værste fald går en god kollega hen og bliver en eks.

De kontinuerlige check-ins kan se ud på mange måder. Hos HumanTrust har vi valgt at rykke vores MUS ud i naturen og omdøbe den til Walk & Talk. Formålet er at bringe den kendte HR-disciplin ned på jorden, reframe den som et mindre formelt møde og øge hyppigheden.

Netop den form har givet mig og mine medarbejdere mulighed for et afbræk fra de faste roller og rammer – og så har flere fortalt, at det faktisk er lettere at åbne op om det personlige og sårbare, når det ikke foregår i et iltforladt mødelokale.

Konklusionen må være, at medarbejderudvikling kan se ud på mange måder. For mig har det fungeret at sætte MUS’en fri, men det kan også foregå på et utal af andre måder. MUS eller ej er det vigtigste, at vi prioriterer at tale sammen løbende – også om det personlige, uformelle, vanskelige og sårbare.


Faktaboks

HumanTrust er et rekrutteringsbureau med kontorer i Aarhus og Horsens. Med udgangspunkt i tillid, gennemsigtighed og respekt hjælper virksomheden kunder i hele landet inden for en bred vifte af brancher og funktioner.


Kilde: HumanTrust