Hvad gør du, hvis du ikke kan opfylde medarbejdernes ambitioner?

Det er i princippet aldrig rart, når en dygtig medarbejder forlader skuden for at søge nye udfordringer, som det hedder. Men hele processen kan håndteres på en god og åben måde, så begge parter faktisk står tilbage som vindere.

Af Headhunter & partner Peter Bang Fasting Bauer, HumanTrust

Det har vi haft et godt eksempel på her i foråret…

Efter sommerferien starter Steffen Møller Borgbjerg som ny direktør hos AAB 1938 i Horsens. Han kommer fra en stilling som driftschef hos Boligkontor Fredericia, hvor direktør Finn Muus er meget ked af at sige farvel til ham. Alligevel har direktøren selv skubbet ham i retning af det ledige job. Og hvorfor nu det?

Det er der faktisk flere gode grunde til, forklarer Finn Muus:

-Steffen har været hos os i fem år og har altid udvist initiativ og gåpåmod. Han har stille og roligt overtaget nogle af mine driftsopgaver; ikke mindst i forbindelse med at jeg skulle bruge mere tid på strategisk ledelse og på nogle af vore store renoveringsprojekter og nybyggerier, som vi har arbejdet med igennem de senere år. I forbindelse med den årlige MUS-samtale talte vi helt naturligt om Steffens fremtidsønsker og drømme. Det er ingen hemmelighed, at Steffen godt kunne se sig selv

i mit job, men for det første har jeg ingen aktuelle planer om at stoppe, og for det andet skal jeg jo ikke være med til at udpege min egen afløser. Derfor sagde jeg til ham, at jeg gerne vil hjælpe ham videre, hvis det rigtige job skulle vise sig – altså et job, jeg ville kunne se ham i.

Direktøren understreger, at han meget gerne havde beholdt Steffen Møller Borg bjerg i sin organisation.

-Men når du har en medarbejder, der gerne vil videre og også er klar til større udfordringer, opnår du ikke noget ved at stå i vejen, for før eller siden rejser han alligevel. For mig handler det om at erkende situationen og at håndtere den, så både medarbejderen og organisationen kommer godt videre, og jeg havde ingen problemer med at anbefale Steffen over for konsulentfirmaet, siger han.

Finn Muus kendte selv AAB 1938 ganske godt og var ikke i tvivl om, at hans loyale og dygtige medarbejder ville passe godt ind i denne organisation, som er noget mindre end Boligkontoret Fredericia, men veldrevet og med en profil, hvor beboerdemokratiet spiller en stor rolle.

-Jeg har gennem det seneste år godt kunne mærke, at Steffen var blevet lidt utålmodig og gerne ville prøve sig selv af som den øverste administrative leder, og derfor gav det ingen mening, at han skulle blive her i organisationen, indtil jeg skal på pension. Han skulle videre, og ved at tale åbent om det, siger vi ikke kun farvel i en god tone – vi har også som organisation haft tid til at forberede os på, at Steffen ville sige op, siger han.

Dermed løfter han også sløret for den store fordel, virksomheden kan opnå ved at se nøgtern og åbent på medarbejdernes ambitioner – også når de ikke kan rummes inden for virksomhedens egne fire vægge.

-Vi har vidst i et stykke tid, at Steffens stilling som driftschef var i spil. Derfor har vi brugt tid at overveje, om vi skulle bruge den opsigelse, vi måtte forvente, som en anledning til at ændre vores organisation. Vi er tæt på at være færdige med en meget omfattende renovering af mange af vores boliger, så vi skal bruge kræfterne lidt anderledes fremover, og ved at tænke hele organisationen igennem og ændre nogle funktioner står vi i dag rigtigt godt rustet til den nye hverdag, forklarer Finn Muus, som én gang tidligere har hjulpet en dygtig medarbejder videre til et nyt job.

Han forstår ikke de virksomheder, som ikke tør gøre det samme, hvis der ikke er plads til en medarbejders ambitioner.

-Hvis de vil rejse, så gør de det jo – uanset hvad jeg gør. På denne måde skilles vi på en god måde, og vi er som organisation helt klar til næste skridt. Det kan kun være en fordel for begge parter, siger han.

Så vidt fortæller Finn Muus, der altså ikke er bange for at hjælpe dygtige medarbejdere videre. Forhåbentlig kan hans metode give inspiration til andre virksomheder, så man ikke bliver overrasket over, at en dygtig medarbejder pludselig siger op.

Kilde HumanTrust – Tillidsfuld rekruttering