
Du bør som ansættende leder gå til jobsamtalen med nysgerrighed og et åbent sind – ellers risikerer du at afskrive et potentielt drømmematch.
Skrevet af Marlie Hede, Partner & Headhunter, HumanTrust
I et datingmarked, hvor du online kan søge dig frem til det meste om din date, er der fare for at afskrive en potentiel kæreste allerede inden det første møde. Risikoen er, at du misser det perfekte match på baggrund af noget, du forestiller diger en dealbreaker.
Det samme oplever jeg ofte ske inden for rekruttering – og det er ærgerligt, fordi den perfekte medarbejder er måske ikke, som du går og tror.
Forestil dig; du læser en potentiel medarbejders CV, og du vælger hurtigt at swipe til venstre, fordi du spotter et par røde flag. Hvis du alligevel vælger at indkalde vedkommende til en jobsamtale, så kan du – selvom snakken glider – ikke helt glemme de røde flag, der spøger i dit baghoved. Lyder det bekendt? Så bør du overveje, om du skal se dine krav til en kommende medarbejder efter i sømmene – eller om det første møde måske skal være en blinddate.
Indrømmet; jeg er ikke nogen guru, når det kommer til dating, men der er mange paralleller at trække til rekruttering, og hvis du spørger mig, er et åbent sind afgørende, når man skal finde sin drømmemedarbejder.
I mange tilfælde er CV’et adgangsbilletten til jobsamtalen, men det kan tegne et skævt billede, som hverken er til ansøgerens eller ansætterens fordel. Selvfølgelig skal de faglige kompetencer være til stede, men herefter er det mindst lige så vigtigt at fokusere på motivation, mindset og kemi i en ansættelsesproces.
Selekterer man alene ud fra CV’et, er der fare for, at et godt match fravælges på baggrund af branche, en tidligere arbejdsplads eller en simpel stavefejl. Derfor udleverer vi i HumanTrust først kandidatens CV til virksomheden femten minutter før det første møde. Her afgøres det først og fremmest, om første date skal føre til anden date – og herefter om, I kan mødes i en fælles fremtid.
For at blive i datingmetaforen kan der være en idé at have en wingman ved din side undervejs i rekrutteringsprocessen. Hvis det ikke er et rekrutteringsbureau, der skal arrangere blinddaten, kan I overveje, om en eller flere i jeres virksomhed skal skippe læsningen af CV’et i puljen af potentielle matches. På den måde går I nemlig ind til samtalen med et åbent og nysgerrigt sind – og lader kemien tale for sig selv.
Lyder det grænseoverskridende at blinddate jeres næste medarbejdere, så husk på, at det ikke er gift ved første blik men blot et spørgsmål om, hvorvidt I skal ses igen.
Det er nemt at stirre sig blind på, hvad der er vigtigt, når en ny medarbejder skal ansættes. En ansættelse er en mulighed for at løfte niveauet for stillingen, og derfor er det naturligt, at ønskelisten over kompetencer bliver lang. Men den kandidat, der ikke kan sætte samtlige flueben, kan sikkert bringe noget andet værdifuldt på bordet, og så længe ambitioner, engagement og værdier er på plads, så er der potentiale for et langsigtet match.
Selv erfarne headhuntere kan have godt af at blive udfordret på deres tilgang til rekruttering, så i HumanTrust øver vi os kontinuerligt på at minimere bias og udfordrer hinanden undervejs i processen. Og så har det personligt hjulpet mig med at bevare et åbent sind, at jeg gang på gang bliver positivt overrasket over kandidater, som jeg i første omgang overvejede at swipe til venstre.
HumanTrust er et rekrutteringsbureau med kontorer i Aarhus og Horsens. Med udgangspunkt i tillid, gennemsigtighed og respekt hjælper virksomheden kunder i hele landet inden for en bred vifte af brancher og funktioner.
Læs mere på: HumanTrust