Rikke Glarbjerg faldt ned i et dybt sort hul, da hendes søn Rasmus døde. Hun var sygemeldt fra jobbet i mere end et år, og da hun kom tilbage, var det svært at se meningen med hverdagen og høre kollegerne grine og tale om hverdagsting som tøj og fjernsyn. Men regelmæssige samtaler med en chef, der gav hende plads til at sørge, og en lyttende kollega hjalp hende.
Af Annemette G. Larsen og Ida M. Winge, Videncenter for Arbejdsmiljø
Din søn er død.” Da Rikke Glarbjerg får beskeden, alle forældre frygter, er hun på arbejde. Det har været en almindelig, travl dag. Hun har grinet med kollegerne, haft et kundebesøg om formiddagen og er nu ved at afslutte de sidste opgaver inden, hun om aftenen skal flyve til Belgien for at besøge sin søn, Rasmus, der spiller basketball på højt plan i den belgiske klub Proximus Spirou. Selvom Rasmus de sidste tre år har boet i udlandet, har de et nært forhold, og når Rikke laver mad om aftenen, taler de ofte sammen over Facetime.
En sms tikker ind på Rikkes telefon. Den er fra hendes mand, og ordene er ikke til at misforstå: RING NU! I telefonen fortæller han, at Rasmus er blevet fundet livløs i sin seng samme morgen. Rikke skriger, da hun får beskeden og styrter ind i et tomt mødelokale. Kollegerne hører hende og hjælper med at få pakket hendes ting og køre hende hjem.
Samme aften flyver Rikke og hendes mand til Belgien. Flybilletterne er de samme, men glæden over snart at skulle se Rasmus er afløst af chokket over at have mistet ham.
– Det var én opringning, og så var vores liv ødelagt. Der var ikke nogen forklaring, der kommer aldrig en forklaring. Han var ikke syg. Han sov bare ind. Ligesom hvis kroppen er et elektrisk system, så var det som om, at det slog klik og sagde stop. Han var 20 år og levede et sundt og professionelt sportsliv. Han blev selvfølgelig obduceret, og de brugte lang, lang tid med prøver og tests. Men de måtte til sidste konstatere, at der ikke var nogen diagnose eller forklaring, fortæller Rikke Glarbjerg.
Rikke Glarbjerg sidder i et mødelokale hos Borg og Bigum i Albertslund, den virksomhed, hvor hun også arbejdede, da hun for tre år siden fik det skæbnesvangre opkald. Hun har sagt ja til at dele sin historie – for at fortælle, hvordan hun oplevede sorgen, og hvor afgørende kolleger og ledelse var for, at hun kom tilbage på jobbet.
Med tabet af Rasmus fulgte en lang mørk periode, hvor hun kom dybere og dybere ned i et stort sort hul, forklarer hun. I dag har hun det bedre. Også selvom livet stadig kan føles, som om det kører i to spor – et, hvor hun er moren, der har mistet, og et andet, hvor hun er en professionel medarbejder og kollega.
– Jeg kan godt være fagligt engageret og 100 procent på om formiddagen og så gå ud på toilettet, stortude for mig selv og så tørre øjnene og gå tilbage igen, tage telefonen, være professionel og levere. Jeg har lidt efter lidt lært at hoppe frem og tilbage i de to spor. Det var enormt svært for mig at kapere i starten, siger hun. Hun kigger i sin notesbog, som ligger på bordet foran hende. I den har hun skrevet nogle af sine tanker ned for bedre at kunne sætte ord på, hvad hun har været igennem.
Det sorte hul
Efter tabet af Rasmus er omsorgen fra omverden enorm, fortæller Rikke Glarbjerg. Kollegerne er med til bisættelsen, og hun møder stor opbakning fra sin nærmeste leder, som også er virksomhedens administrerende direktør.
– Lige fra starten meldte min leder ud, at jeg havde al den snor, jeg skulle bruge. Jeg kan huske, at det var det, hun sagde: ”Du har den her snor – og den er uendelig lang”. Det var dejligt for mig at få ro… på den front, kan man sige. For ellers var der ikke ro, hverken på mig eller på min krop, siger hun.
Tre måneder efter Rasmus død forsøger hun at komme tilbage på arbejdet. Hun vil gerne prøve at komme tilbage til en mere normal hverdag og håber, at det vil hjælpe at tage på arbejde. Lederen siger, at hun skal tage det stille og roligt, og det prøver hun at gøre. Men det er svært at koncentrere sig og finde mening i hverdagen på jobbet.
– Arbejdspladsen kørte derud af, og folk på jobbet var glade og grinede. Det var svært at skulle være en del af det, når jeg gik i min egen boble og syntes, at alt var sort. Det var ikke fordi, at folk skulle have lavet noget om, fordi jeg havde det sådan, men jeg kunne simpelthen ikke være i det, siger hun.
Hun føler sig tømt for energi og begynder at blive bange for, om hun nogensinde ville komme til at gå op i sit job igen. Samtidig kører tankerne om sønnen rundt i hovedet på hende. Og efter 14 dage bliver hun sygemeldt.
– Jeg gik fuldstændig ned i det aller sorteste hul, man overhovedet kan forestille sig. Jeg troede ikke, at man kunne komme så langt ned. Men det kunne jeg. Jeg tog hele rutsjeturen inden for alt, hvad der hedder angstsymptomer. Jeg havde en periode, hvor jeg ikke sov mere end en halv time i løbet af tre dage, siger hun.
Rikke Glarbjerg ender med at være sygemeldt i over et år, inden hun kommer tilbage på jobbet. I løbet af det år får hun hjælp fra en dygtig psykolog og har også løbende samtaler med sin leder.
– Min leder fortalte, at hun godt var klar over, at hun ikke fik den gamle Rikke tilbage. Men så fik hun en ny Rikke. Hun forstod, at jeg var i mit livs krise, og der skulle jeg have den hjælp og støtte, jeg havde brug for, siger Rikke Glarbjerg. Hendes øjne er blevet våde, og hun rejser sig for at hente et stykke papir, inden hun samler sig og fortsætter:
– Det, at jeg fik den lange snor, gjorde, at jeg følte mig meget mere klædt på til at komme tilbage. Jeg fik langsomt lyst til at leve livet igen og til at begynde at levere på et arbejdsmarked.
Tilbage igen
I begyndelsen af 2017 vender Rikke Glarbjerg tilbage til jobbet. Sammen med sin leder lægger hun en plan for, hvordan hun skal komme tilbage. I starten er hun der kun et par dage om ugen, og arbejder med interne opgaver i huset, så hun kan sætte sig ind i, hvad der er sket med firmaet og hendes kunder. Det er vigtigt for hende at kunne levere 100 procent professionelt, når hun skal til at være udadvendt og have kontakt med kunder igen.
Det kræver meget energi at være på job, men det hjælper, at hun bliver ved med at have samtaler med sin leder om, hvordan det går. Kollegerne er også gode til at passe på hende og sige: ”Nu tror jeg, at det er godt for i dag”. Hun begynder også, at arbejde tættere sammen med kollegaen Karina.
– Karina var en kæmpe hjælp. For det første hjalp hun mig fagligt med, hvad der var sket med de nye it-systemer. Men også personligt var hun en stor støtte. Uden vi nogensinde snakkede om det, var hun sådan… hun tog min temperatur… hun kiggede på mig og sagde ”godmorgen”, og på en eller anden måde så fornemmede hun mig: Var det en dag, hvor jeg kunne overskue tingene, eller var det en dag, hvor jeg var ked af det? Og hvis jeg var ked af det, gav hun mig plads til at græde og få vendt de tanker, jeg havde, siger hun.
Hun fortæller, at selvom hun generelt har oplevet stor støtte fra kollegerne, har det været svært at acceptere, at der var nogle, som ikke henvendte sig efter hendes søn døde.
– Døden er stadig et tabu for mange. Jeg tror i bund og grund, at de fleste, der mister, gerne vil tale om det – og dem, der ikke vil, vil i hvert fald gerne have, at omverden skal italesætte deres tab. Minimum ved at kondolere og sige, at man føler med en. Men jeg har måtte lære at respektere, at det ikke er alle, der kan det. Og det er også okay, siger hun.
Langsomt begynder Rikke Glarbjerg at vænne sig til livet på jobbet igen. Hun begynder at have kontakt til firmaets kunder. Og deltager i snakken på kontoret og byder selv ind.
– På en eller anden måde kan det være meget svært at komme ud i det virkelige liv, hvor der er høje lyde, jokes og ligegyldige hverdagsproblemstillinger, som: ”hvad for noget tøj skal jeg have på til festen på lørdag” eller ”hvad gik der i fjernsynet” … som er det liv… sådan er livet jo. Men stille og roligt, som jeg kommer tilbage og lærer det, begynder jeg jo også at snakke med om, hvad gik der i fjernsynet i går og kan rumme at høre om andres liv og problemer, siger Rikke Glarbjerg.
Kilde: Videncenter for Arbejdsmiljø
