Midt februar 2021. Vinden bider iskoldt i ansigtet, og fingre og tæer føles som om de kan brække af hvert øjeblik det skal være. Isflager vugger faretruende i vandets overflade. Jeg kommer i tvivl. Vil jeg det her? Sænke min krop ned i vand, der er tæt på 0 grader? Tankerne flår i mig: ”Vil mit hjerte stoppe af kuldechokket?”, ”Hvilke ekstremiteter skal eventuelt amputeres efterfølgende”, ”Vil jeg overleve det her?”. Samtidig hører jeg kuldeguruen ”The Iceman”, Wim Hofs, messende stemme på gebrokkent engelsk gentage mantraet ”inhalation, exhalation, inhalation…”, og jeg ser med en blanding af fascination og irritation, at min bedste ven har foretaget en kafkask forvandling og trådt frem som om han aldrig har lavet andet end at vinterbade. Med en behørig langsommelighed, ro og naturlighed lader han sig omslutte af det iskolde vand i op til 10 minutter ad gangen. Hvordan var det muligt?

Skrevet af Thomas Rosenberg, Erhvervspsykolog og Partner, HR7

Vinterbadningens lyksaligheder

Den officielle sæson for vinterbadning 20/21 er overstået, og med vandtemperaturer i skrivende stund på 11-16 grader, er der ikke mere at komme efter for en rigtig vinterbader. Og vinterbadere har det bestemt ikke skortet på i denne sæson. Godt hjulpet på vej af coronaens livsbegrænsende favntag var det som om halvdelen af befolkningen pludselig havde brug for at føle sig i live, og dulme smerten ved at have mistet illusionen om at have kontrol over tilværelsen. Og hvad bedre end at sænke sit legeme ned i iskoldt vand, når man er konfronteret med livet, som det virkelig er: uregerligt.

Uvishedens ubehag

Når man observerer folk, der vinterbader, lægger man hurtigt mærke til følgende: Der er en lille gruppe af erfarne, og en stor gruppe af mindre erfarne. I forhold til sidstnævnte gruppe er det tydeligt at kroppen ikke vil med. Den stivner i modstand. Stemmen skriger panisk, at det her bare skal overstås så hurtigt som muligt. Og det bliver det da også. Et hurtigt dyp på typisk 5-10 sekunder. Lige længe nok til at vennen eller veninden kan tage et snapshot til Facebook: ”Se mig, jeg er vinterbader!”. Som min ven tørt konstaterede: ”Why even bother?”.

Men det må være muligt at komme på den anden side af at skrige som en stukket gris og monotont fremsige mantraer, som: ”Jeg kan det her. Jeg er i Thailand. Vandet er varmt”? Jeg mener, selvfølgelig skal der være plads til det, men på et tidspunkt skal der vel også være plads til at holde sin kæft og være med det der er? At få øjnene op for at det måske ikke handler om at føle sig godt tilpas, men om at føle, hvad end man føler uden en kamp. At være med sin kontekst. Tage den på sig. Forsøge at forstå den. Det er bare de færreste, der tillader sig selv at komme på den anden side af det indledende ubehag og opdage, at det ubehagelige ikke nødvendigvis bliver ved med at være ubehageligt – eller er ensbetydende med noget uhensigtsmæssigt.

Måske er det grundlæggende den samme dynamik vi har med at gøre, når det drejer sig om vores forhold til kompleksitet og dens iboende uvished? Vi har svært ved at tage uvishedens ubehag på os. Eller som den italienske forfatter og fysiker Paolo Giordano formulerer det: ”I takt med at virkeligheden bliver mere og mere kompleks, bliver vi stadig mere afvisende over for kompleksitet”. Vi kæmper med den. Forsøger at distancere os fra den – eller lader os overmande af den. Det er som om det at hvile mere ubesværet i uvisheden nærmest er naturstridigt for os mennesker. Vi kan ikke bære at føle os som hjælpeløse ofre for kræfter, vi ikke kan kontrollere.

Det ”halvkontrollerbare”

Et afgørende spørgsmål bliver om vi kan forberede vores sind og krop på mødet med kompleksitetens uvished? Som på mødet med det iskolde vand? Med behørig langsommelighed, nærvær, udholdenhed og en større grad af naturlighed? Det viste sig da også at min vens transformation til ekstrem vinterbader ikke bare var opstået ud af den blå luft. Han havde trænet i smug. Gradvist bygget sig op. Taget iskolde brusebade og stillet sig halvnøgen ude på altanen i den kølige efterårsblæst.

Men selv med den form for træning kan man aldrig vide om dagens vinterbad ender med at tage livet af en. Det vil det sandsynligvis ikke, men der er ingen endelig sikkerhed. På den måde minder vinterbadning om mange andre af livets komplekse situationer: man befinder sig et sted mellem det, der er fuldstændigt kontrollerbart og det, der er helt ude af kontrol. Den tyske sociolog Hartmut Rosa kalder denne ”position” for det halvkontrollerbare, og en ikke uvæsentlig pointe er, at det egentlige liv med sine betydningsfulde erfaringer netop opstår i mødet med det, der ikke kan kontrolleres i klassisk forstand.

Måske man skulle begynde at møde livets halvkontrollerbare situationer med en større grad af taknemmelighed, behørig langsommelighed og nærvær. Hvem ved hvad der så kan ske?

Kilde: LinkedIn