Vi lever i en kultur, hvor selvudvikling og positiv psykologi er tidens dogmer. Men det skal vi stille os kritiske overfor, sagde psykologiprofessor Svend Brinkmann, da han holdt oplæg for Socialpædagogernes ledermedlemmer
Svend Brinkmann er blevet berømt. Så berømt, at selv statsministeren ringer til ham fra Marienborg og vil have ham med ud at løbe. Men torsdag den 1. december optrådte den berømte professor i psykologi i Herlev Medborgerhus, hvor han holdt foredrag for socialpædagogiske ledere om sin bog ’Stå fast – et opgør med tidens udviklingstvang’. Den bog, der banede vejen for, at han nu er en af tidens hotteste stemmer i samfundsdebatten. For han har åbenbart ramt noget med sin bog, som vækker genklang i store dele af befolkningen.
Af: Malene Kløve Dreyer
Udviklingstvangen er over os
’Stå fast’ er en kritik af det udviklingsparadigme, der har præget samfundet gennem de seneste 10-15, år som handler om, at vi skal være forandringsparate, løsningsorienterede og i evig selvudvikling. Samfundet stiller bestandige krav om, at vi hele tiden skal bevæge os, hele tiden være i udvikling – i arbejdslivet, i fritiden, i parforholdet. Og vel at mærke ikke som et tilbud, men som et krav, mener Svend Brinkmann og formulerer i bedste Rasmus modsat-stil 7 trin, som går stik imod disse dogmer: Hold op med at mærke efter i dig selv, tag nej-hatten på og dvæl ved fortiden er tre eksempler, som er decideret provokerende i en tidsånd, der er gennemsyret af pro-aktiv optimisme og endeløs fleksibilitet.
-At være rodfæstet i noget er ikke lig med at være groet fast eller være reaktionær. Uden rødder er vi eksistentielt og etisk set ilde stedt, siger Svend Brinkmann.
Bogen er faktisk en parodi, forklarer Brinkmann. Formen er skåret efter helt samme læst, som de utallige selvhjælpsguides, der repræsenterer selvudviklingstyranniet. Nogle tog bogen bogstaveligt og mente, at Brinkmanns bog var en opskrift på depression. Og der er da også en vis ironi i, at ’Stå fast’ er blevet en bestseller, som i sine kredse har fået status som manifest, når den i sin kritik er et opgør mod letkøbte, bastante opskrifter på lykken. Så forenklet mener professoren det naturligvis ikke:
– Det er ikke 7 nye dogmer og ikke en evig nej-hat, men en opfordring til at forholde sig kritisk til en tendens i samfundet. Det er legitimt at mene, at der er noget, man skal sige nej til, en fortid som gør os til dem, vi er og vilkår som ikke altid kommer ud fra os selv. Det må vi have lov til at være opmærksomme på uden at få at vide, at vi skal have ja-hatten på, siger Svend Brinkmann.
Tidens buzzwords er udtryk for gode værdier i sig selv, men når de kobles på en præstations- og optimeringstænkning, bliver de led i en usund kultur.
Vi har fået et psykologiseret samfund
Han understreger også, at han ikke er ude efter den psykologiske indsigt, som den enkelte kan vinde og lære sig selv at kende igennem, men at ulempen ved den psykologiske tænkning er, at den er individualistisk. Forstået på den måde at det private, personlige skal drive værket, ansvaret lægges på den enkelte, og dermed overses de store sociale sammenhænge, de strukturer i samfundet, som sætter rammerne for vores tilværelse, og som man med rette bør skrue på i stedet.
– Kunne man ikke fremstille en institution, som er så robust, at individerne ikke behøver at være det hele tiden, spørger Svend Brinkman med reference til kravet om robusthed, som er den nyeste tendens på arbejdsmarkedet. Han uddyber:
-Mit fokus med bogen er at sige: det er ikke dig, der er noget galt med, men præstationskravene og udviklingstvangen. Det er gift for os, hvis vi har en kultur, der tilsiger, at vi altid skal udvikle os, og at man dermed aldrig er god nok. Det bliver et præstationskapløb.
Vægten på individet og jagten på selvindsigt medfører en meningstomhed, mener Brinkmann. For med al den mærken efter overser man udsynet og forståelsen af, at vi er forbundne med andre mennesker og det omgivende samfund:
-Meningen i vores liv er i vores relationer – ikke inde i vores kroppe og organer, siger Svend Brinkmann.
Lyt til de erfaringsramte medarbejdere
Et af tidens mantraer er lærende organisationer. Ligesom individer skal organisationer være i evig udvikling. Og her er de ”erfaringsramte medarbejdere”, som Brinkmann kalder dem, ikke i høj kurs, men de er værd at lytte til, hvis ikke organisationen skal risikere at miste noget værdifuldt. Nemlig den reproduktive læring, der blandt andet ligger i at gøre et godt stykke arbejde og gerne ville gøre det godt i morgen igen:
-Der skal være en forankring, ellers kollapser organisationerne under deres egen innovative vægt. Forandring er et vilkår, men vi dyrker det som et ideal. I stedet bør vi fokusere på, hvad der er den kloge respons på forandringen, siger Svend Brinkmann.
Han foreslår også, at man til MUS-samtalen vender udviklingstilgangen om og i stedet fx starter med at spørge medarbejderen: Hvad er det vigtigste i dit arbejde, som jeg kan hjælpe dig med at bevare?
Svend Brinkmann peger på fordelene ved at have en pædagogisk baggrund for sit ledelsesarbejde:
En leder skal jo ”stilladsere” sine medarbejdere. Finde zonen for medarbejderens nærmeste udvikling. Stille passende krav i det konkrete møde med det andet menneske. Her spiller den pædagogiske og ledelsesmæssige faglighed rigtig godt sammen, og her må I kunne lære andre ledere noget, siger Svend Brinkmann.
Kilde: Socialpædagogerne
http://sl.dk/nyt/nyheder/2015/december/nogle-gange-skal-nej-hatten-paa/
