I dag er det er ikke nok at have tilfredse medarbejdere. De skal være motiverede og engagerede, hvis de skal være gode ambassadører for virksomheden. Sådan sagde virksomhedsrådgiveren Soulaima Gourani i et oplæg ved DI’s Produktivitetskonference 2017. Øger du motivationen blandt medarbejderne i din organisation er der samtidig god sandsynlighed for produktiviteten også følger med. Her får du tre fordele, hvis du har motiverede medarbejdere.

Af konsulent Mads Buhl, Ledelsesudvikling og Produktivitet, DI

Se highlights fra DI’s Produktivitetskonference 2017 her. 

PRODUKTIVITET:

– Medarbejdere er i dag yngre, når de træder ind på arbejdsmarkedet og ældre, når de forlader det. De vil gerne ledes på nye måder. Vi har samtidig et behov for, at vores medarbejdere er de bedst mulige repræsentanter for virksomheden og stolte af den. Hvis det skal ske, er vi nødt til at have medarbejdere, der går ”all in” for virksomheden. Vi er som ledere nødt til at sørge for, at dagens medarbejdere er motiverede, engagerede og ægte ambassadører for vores virksomhed, siger virksomhedsrådgiver Soulaima Gourani.

Soulaima Gourani har arbejdet med motivation af medarbejdere hos flere store danske virksomheder, heriblandt Mærsk, og gav den 5. april et oplæg for over 200 produktionsdirektører og ledere ved DI’s Produktivitetskonference 2017 på Comwell i Kolding. Konferencen satte fokus på samspillet mellem motivation og produktivitet. Temaet var ”Produktivitet – motiverende ledelse, der skaber resultater”.

Mennesker er den vigtigste ressource, og derfor er det vigtigt at have fokus på at have engagerede og motiverede medarbejdere. Soulaima Gourani pegede på, at det komplekse samspil mellem ledelse og motivation er noget, enhver leder skal tænke over i dag. Det er uanset, om virksomheden eksempelvis arbejder med produktion eller administration.

Tilfreds er ikke godt nok

Virksomheder bruger rigtig mange ressourcer på at have tilfredse medarbejdere. Det ses f.eks. i form af massagestole, frugtordninger, firmafester og andre medarbejdertilbud. Dog kan for høj tilfredshed føre til en tilbagelænet holdning, der kan gå ud over produktiviteten. Det skal være en balancegang.

– Prøv at erstatte begrebet medarbejdere med ordet ”fans” eller ”medlemmer” inde i dit hoved. Det kræver noget helt andet at have fans end medarbejdere, da fans er noget, en leder skal gøre sig mere fortjent til. Motiverede medarbejdere, eller ”fans” om man vil, øger både motivationen og produktiviteten i din virksomhed, siger Soulaima Gourani.

Tre fordele ved motiverede medarbejdere

Chefkonsulent Thomas Skelbo fra DI har igennem flere år arbejdet med virksomheders tilgang til at motivere deres medarbejdere. Han fortæller, at der er en række store fordele ved at have motiverede og engagerede medarbejdere, som f.eks.:

  • Bedre produktivitet: Mere motiverede medarbejdere giver både øget volumen, færre fejl og dermed bedre kvalitet
  • Færre konflikter: Jo højere motivation blandt medarbejderne, jo færre gange er der uoverensstemmelser, der kan føre til konflikter
  • Mere kreativitet og innovation: Øget motivation skaber mere rum for kreativiteten hos medarbejderne, da der er overskud og plads til at dyrke og forfølge innovation hos den enkelte

Kilde: Dansk Industri