En proaktiv forretningstilgang minimerer risikoen for ødelæggende tilfældigheder.

”Et skridt foran.” De tre ord har du med garanti hørt i din karriere, for når det kommer til at drive forretning, har det altid været fordelagtigt at være mindst et skridt foran. Det gælder for eksempel i forhold til markeder, hvor det kan være svært at skelne nye trends fra hinanden. Hvilke dukker op for blot at fordufte igen, og hvilke ændrer kundernes forbrugsmønstre og stiller nye krav til din forretningsmodel og den forretningsidé, som pumper energien rundt i din organisation?

Skrevet af Peter Bang Fasting Bauer, Headhunter & Founder, HumanTrust

Når verden med ét forandrer sig, tvinger det virksomhedsejere og ledere til at gentænke, om organisationen fortsat kan det, den kan, og om værdien fortsat er den samme.

Er det ikke tilfældet, skal forretningsplanen hurtigt revurderes, hvis virksomheden stadig skal have sin berettigelse på jagtmarker, hvor kun de stærkeste overlever.

Virksomheder bør i vores øjne altid have en syretestet forretningsmodel. Samtlige processer skal være tydeligt defineret, så skulle en anden virksomhed ønske at opkøbe jer, vil den afsluttende due diligence kunne gennemføres på få arbejdsdage.

Læs også: Disse to begreber er afgørende for jeres succes

På mange måder har det seneste kalenderår været unikt og skelsættende, men sidste års begivenheder har også tydeliggjort vigtigheden af at have en ledelse, der hele tiden forsøger at være på forkant med begivenhederne. Uanset om du bedriver ledelse som ejer, direktør eller leder, er noget af det sværeste at holde organisationen samt dens medarbejderstab gearet til at løse nuværende og kommende opgaver.

Det er måske en påstand, men de af vores kunder, der har haft en modig og handlekraftig ledelse, er nogle af de virksomheder, der er kommet bedst ud af det seneste år. Måske ikke på bundlinjen, men de har omstillet organisationen til den nye tid med en forandret hverdag. I mellemtiden er de virksomheder, der er kommet bedst ud af det seneste regnskabsår, de arbejdspladser hvor hjemmearbejde og ledelse på afstand allerede var en fastintegreret del af arbejdsugen. Jeg påstår ikke, at de virksomheder havde forudset den verdensomspændende krise, der fortsat holder verdenssamfundet sengeliggende, men ledelsen i disse virksomheder, er de, som konstant er skarpe på og optaget af at sikre organisationens fremdrift både nu, men også om et halvt og helt år.

Det er ikke ensbetydende med, at jeg opfordrer ledelsen i alle landets virksomheder til konstant at være i kriseberedskab og praktisere kriseledelse.

Som leder bør du dog skelne til den særlige ledelsesdisciplin – også i tider, hvor fløden skummes og et ekstra produktionshold må etableres for at kunne imødekomme en stigende efterspørgsel.

For det betaler sig altid, vel at mærke med renter, at forsøge at være forud for en overskuelig tid såsom et halvt år. Ved du allerede nu, at I gør jeres indtog på et nyt marked til sommer, kan du med fordel planlægge og forberede dig selv og ikke mindst dine omgivelser på den kommende forretningsaktivitet. For organisationen betyder det, at forretningsudvidelsen ikke kommer som en pludselig omvæltning, og du kan over tid forberede dine medarbejdere på nye arbejdsopgaver eller teamet på, at der bliver ansat en ny medarbejder til at varetage den nye salgskanal. Gennemsigtig ledelse og tydelig kommunikation gør det lettere for alle parter at indstille sig på tiltag af den nysgerrighed og det mod, der skal til for, at organisationen også i fremtiden kan fejre fælles succeser.

Ved hele tiden at udfordre dig selv, sørger du for at være med på beatet, når det kommer til for eksempel udvikling og forandring, der har betydning for din forretning.

Det har blandt andet den fordel, at du får langt lettere ved at fremskrive dit organisationsdiagram og sørge for, at du har de rette medarbejdere til at løse fremtidens opgaver.

Globale kriser kan du naturligvis ikke forudse, ligesom en opsigelse kan komme som en ærgerlig overraskelse, men ved at stå skarpt og have velsmurte interne processer, bliver det langt nemmere at få en ny medarbejder ind og tage over på de opgaver, som en medarbejder efterlader. Ved at have øje for det næste forretningsinitiativ, der skal skabe fremdrift og dynamik i organisationen, har du i rekrutteringsøjemed langt lettere ved at udvikle nuværende og rekruttere nye medarbejdere til opgaverne, der kommer.

Læs også: Bor I et sølvbryllupskvarter?

Jeg tillader mig også at drage en parallel til mit eget arbejdsliv, for også i vores virksomhed har vi lært af det seneste års begivenheder. Som alle andre havde vi heller ikke den fjerneste idé om, hvad vi kiggede ind i eller hvilken fremtid, der ventede os som headhuntere. Vi valgte hurtigt at træffe og gennemføre en masse af de beslutninger, som vi under normale forhold først ville have truffet i løbet af året eller nu i 2021. Den handlekraft og et sammenfald af flere faktorer – heriblandt held, resulterede i det forgangne år i omsætningsrekord, hvilket vi er enormt taknemmelige for.

Ledelse består af valg og fravalg, der skal skabe handling og action. I stedet for at fægte i blinde når du pludselig skal udkæmpe et vigtigt slag, kan du ved konstant at kigge fremad lede din organisation og dine medarbejdere på rette vej. Der er ingen garantier for at klare frisag, når en global krise først rammer, men proaktivitet og en fremadrettet forretningstilgang øger sandsynligheden for, at du er et skridt eller to foran og dermed minimerer oddsene for ødelæggende skader i din virksomheds panser.

Kilde: HumanTrust