Dialogen mellem leder og medarbejder skal prioriteres – også i en tempofyldt hverdag.

Fællesskaber praktiserer ofte former for regelsæt, som definerer, hvad der er i orden, og hvad der ikke er. Det bliver vi allerede introduceret for i folkeskolen, hvor den første advarsel bliver til en besked på ForældreIntra, mens den næste resulterer i en skole-hjem-samtale.

Skrevet af Peter Bang Fasting Bauer, Headhunter & Partner, HumanTrust

Regelsæt er forskellige fra fællesskab til fællesskab, og på arbejdspladser er det personalehåndbogen, som dikterer, hvad der fører til advarsler. Tit skal der mere end et gult kort til, før det bliver rigtig alvorligt, medmindre du bliver taget med fingrene i den berømte kagedåse. Samme konsekvens har det, hvis du spiller kispus med dit helbred.

Arbejdsmarkedet kan være ubarmhjertigt, og det skal respekteres, at der er faretruende stor forskel på at modtage to gule kort fra medarbejderhåndbogen og på at blive sendt direkte i gulvet af helbredsmæssige årsager. Erhvervslivet har længe buldret derudaf, og jeg synes at opleve en alvorlig tendens.

Ugentligt konfronteres jeg med historier om, hvordan skrækkelige ting skulle ske, før en person mærkede, at vedkommendes liv var alt andet end i balance.

Netop et liv i balance er efterstræbelsesværdigt, for hvem vil ikke gerne have en følelse af at lykkes både på arbejdspladsen og hjemmefronten? Ledere og medarbejdere skal hjælpe hinanden med at finde en sund balance i arbejdsdagen, så arbejdstrykket ikke bliver for stort for længe ad gangen. Det kræver dialog, selvindsigt og muligvis en fælles opgave i at prioritere arbejdsopgaverne.

Hverken virksomhed eller medarbejder er tjent med overfyldte skriveborde, for performance daler i takt med, at harddiske rams overbelastes. En god og ærlig dialog mellem leder og medarbejder kan overskueligøre færdiggørelsen af arbejdsopgaver, således deadlines overholdes, og øvrige projekter kan uddelegeres til kollegaer, hvis harddiske har flere ledige ram.

Dialogen skal lederen hjælpe på vej med anerkendelse og transparens, men også medarbejderen er ansvarlig, for det er nu en gang vedkommende selv, der bedst ved, hvor fyldt tallerkenen er.

Personligt har jeg altid skulle slås med morgenmadsbuffeter, for jeg starter altid med at fylde mig med det første, buffeten byder mig, selvom de sidste retter ofte er dem, jeg helst spiser.

Nogle gange kan og skal man selv finde vej, mens man andre gange skal guides. Det er dog vigtigt at pointere, at det aldrig er et tegn på svaghed at spørge om hjælp – eller at hjælpe. En overbelastet medarbejder er værdiløs, og personen kan kun blive aflastet ved, at nogle gør opmærksom herpå.

Dialog skal til for at genskabe en sund balance, og løsningen kan måske være brug af eksterne ressourcer eller en teamudvidelse. For gule kort og to minutters udvisninger kan håndteres, men det kan marchordrer sjældent. Hjælp hinanden med at stoppe op og mærke efter, inden en blodprop, stress eller træthed gør det for jer, og sender jer i tovene.

Kilde: HumanTrust