Din dannelse og uddannelse fortsætter længe efter, at du har forladt skolebænken.

Har du et kørekort? Så kan du garanteret nikke bekræftende, når jeg skriver, at da du bestod køreprøven, fik du godt nok retten til at køre – men du blev først en dygtig bilist efter en del køreture i den virkelige trafik. Akkurat det samme gør sig gældende i din karriere.

Skrevet af Steen Ejlertsen, CEO & Partner, HumanTrust

Når du forlader skolebænken, er det nærliggende at tænke, at nu er skoletiden ovre. Men hvis din læring og udvikling stopper her, så får vi et problem. Jeg plejer at sige, at hvis vi ikke udvikler os, så afvikler vi. Derfor mener jeg faktisk, at vi har en forpligtelse til at blive ved med at udvikle os hele livet.

I mange virksomheder er medarbejderne den vigtigste ressource, og arbejdsgiverne er dybt afhængige af ansatte, der kontinuerligt dygtiggør sig. Derfor er den bedste medarbejder ikke nødvendigvis den, der har bestridt jobbet de sidste 10 år.

Tværtimod er det ikke sikkert, at den samme medarbejder havde fået stillingen i dag – især ikke hvis vedkommendes udvikling stagnerede for 9 år siden. Vores markedsværdi falder nemlig, hvis vi glemmer at være åbne overfor nye inputs.

Læring sker ikke kun på skolebænken foran en tavle

Som samfund er vi indrettet således, at de fleste tager det meste af deres uddannelse i starten af deres karriere. Derefter foregår den faglige udvikling mest på arbejdspladsen gennem on-the-job-training.

Det ser jeg intet galt i, for i min optik er læring ikke kun noget, der sker foran en tavle. Det kan også tage form af sidemandsoplæring, sparring ved kaffemaskinen eller via en podcast på køreturen hjem. Det vigtigste er, at vi opsøger viden hele livet, så vi undgår at blive hægtet af udviklingen.

Ansvaret ligger både ved arbejdsgiver og arbejdstager, som sammen skal finde en løsning. Danmark er fuld af SMV’er, der ikke har en HR-afdeling til at sætte efter- og videreuddannelse i system. Derfor kan det ende med at ligge udenfor arbejdstiden og med en selvbetaling.

For nogle medarbejdere er det ikke muligt, og det kan derfor være nødvendigt, at lederen støtter op med de nødvendige ressourcer – men i sidste ende er det medarbejderen selv, der skal gøre det hårde arbejde.

Uddannelse giver selvindsigt og selvtillid

Min egen uddannelsesfortælling begyndte med en håndværksmæssig uddannelse. Derefter kom jeg på sergentskole i militæret, hvor jeg opdagede min passion for mennesker og ledelse, hvilket resulterede i, at jeg sidenhen valgte at læse en CBL på Henley Business School.

Fællesnævneren for de tre uddannelser er, at de har åbnet døre for mig i erhvervslivet – og endnu vigtigere; det har åbnet døre indeni mig.

Uddannelse giver begreber, modeller og perspektiver, men det giver også selvindsigt, selvværd og selvtillid – og øger dermed din markedsværdi. For selvom du ikke nødvendigvis får brugt samtlige værktøjer i din fyldte værktøjskasse, så er det en fordel at have dem liggende parat til brug.

Du skal selvfølgelig ikke tage et kursus bare for at gøre det. Det skal være relevant for dig og virksomheden, og du skal kunne bruge det aktivt relativt hurtigt efter endt uddannelse. Ellers ender du bare med at være ham eller hende, der kører bilen hjem fra køreprøven til garagen for så aldrig at sætte nøglerne i tændingen igen. Og det ville være en skam, for der er masser af landeveje derude, som bare venter på at blive kørt på.


HumanTrust er et rekrutteringsbureau med kontorer i Aarhus og Horsens. Med udgangspunkt i tillid, gennemsigtighed og respekt hjælper virksomheden kunder i hele landet inden for en bred vifte af brancher og funktioner.


Kilde: HumanTrust