Jobsøgende skal ikke lade sig begrænse af, at de ikke kan leve op til alle punkterne i jobopslag, lyder det fra en headhunter.

Af Headhunter & partner Peter Bang Fasting Bauer, HumanTrust 

Jobopslag er ofte fyldt med krav til både uddannelse, erfaring, sprogkundskaber osv. Men de jobsøgende skal i mange tilfælde ikke lade sig skræmme af, hvad der kan virke som mange og uopnåelige krav.

»Når vi laver et jobopslag, er det en ønskeliste og ikke en kravspecifikation, hvor kandidaten skal kunne opfylde det hele,« siger Peter Bang Fasting Bauer, der er headhunter og partner i virksomheden Humantrust.

Det er klart, at visse ting i jobopslaget er ufravigelige. Der er simpelthen nogle faglige ting, som er fundamentale. Søger man f.eks. en ingeniør, kræver det i langt de fleste tilfælde, at man er uddannet ingeniør. Men derudover betyder personen langt mere, end de fleste går og tror.

»70 pct. af en rekruttering handler om, hvem du er som person. De sidste 30 pct. er, hvad du bringer ind rent fagligt. Samlet set handler det i høj grad om personlighed, indstilling og attitude. Vores opfordring til jobsøgerne er: Tag nu nogle chancer og søg jobbet, hvis du opfylder de personlighedstræk, virksomheden efterlyser,« siger Peter Bang Fasting Bauer.

Er der ting i opslaget, man ikke kan leve op til, handler det om at vise virksomheden, hvad man kan i stedet.

»Skriv hvad du tilfører udover det, som virksomheden efterspørger. Lad være med at se dig blind på, hvad der forventes men gør i stedet opmærksom på, hvad du kan bidrage med,« siger Peter Bang Fasting Bauer.

Han har også en bøn til virksomhederne. Ifølge ham lider mange af dem af en tankegang om, at nu stopper Jørgen, så må vi hellere finde en ny Jørgen. Men det er ikke nødvendigvis det bedste for virksomheden. Faktisk har han som headhunter stor succes med at give jobsøgere, der ikke matcher alle krav, en chance.

»Vi har en meget høj hitrate med at få kandidater ind i et job, hvor de i princippet er dem, der har mindst at byde ind på i forhold til det faglige, mens de på personlighed scorer højst. De har selvfølge et fagligt fundament, men personligheden er det afgørende,« siger Peter Bang Fasting Bauer.

Kilde: HumanTrust – Tillidsfuld rekruttering