Studentermedhjælpere. Nogle virksomheder gør allerede brug af dem. Andre er måske i overvejelsen omkring at ansætte en studerende. Nogle helt tredje er måske lidt skeptiske.

Skrevet af Nynne Krogh Kiesbye, Communications and Marketing Manager, Cand

For hvad er det præcist studentermedhjælpere kan bidrage med? Hvilke opgaver kan man forvente, at studentermedhjælpere kan udføre? Og hvordan fungerer det at have en ansat, der også går på et studie ved siden af?

10 grunde til at ansætte en studentermedhjælper

Det vil vi i dag forsøge at gøre dig klogere på. Og hvorfor mener vi så, at vi kan det? Dét gør vi, fordi vi hos Cand har 5 års erfaring med samspillet mellem studerende og virksomheder.

Vi møder igennem vores rekrutteringsproces hvert år flere tusinde studerende, og matcher de mest relevante med studiejobs hos vores samarbejdsvirksomheder.

Studiejobs, som vi ikke alene afdækker og leverer kandidater til, men også løbende følger op på- og evaluerer med begge parter.

Vi er eksperter i studerende

Vi får altså hele tiden ny data fra tilbagemeldinger på- , og indsigter i, hvordan studentermedhjælpere gør en forskel ude omkring i danske virksomheder.

Derudover beskæftiger vi os sideløbende med talentudvikling, hvorfor vi ser, hvordan de studerende løbende vokser og formår at få deres arbejdsplads til at vokse på samme vis.

Men hvad er dét så helt præcist, der gør ansættelser af studentermedhjælpere så smarte?

  1. De tilføjer nye kompetencer
    Ved at ansætte en studentermedhjælper får du muligheden for at få en medarbejder, der kan besidde nogle helt andre kompetencer, end dem i allerede har internt i virksomheden. Det betyder altså, at I kan gribe chancen for at teste nogle bestemte udviklingsområder- eller indsatser af – uden at skulle lave en fuldtidsansættelse.
  2. De er ekstra hænder
    Det virker måske hjernedødt indlysende, men når du ansætter en studentermedhjælper, får du altså et ekstra sæt hænder i hverdagen. Så selv hvis den studerende i mindre grad skal komme med spritnye kompetencer, men i skal stedet assistere en eksisterende medarbejder i deres daglige gang, er det stadig et ekstra sæt hænder og et frisk sæt øjne, der kan være med til at løfte arbejdsbyrden og potentielt være afgørende for, om I kommer i mål med de projekter, der søsættes.
  3. De er fleksible
    Hvad der også er smart ved at ansætte studentermedhjælpere er, at de er en skalérbar ressource. De studerende er ofte meget fleksible med deres tid, hvilket gør at de nemmere kan arbejde mere i perioder med spidsbelastning og mindre i eksempelvist ferier eller andre off-peak tidspunkter. Det er dog mod forventningen om, at man som arbejdsgiver også er i stand til at være en smule eftergivende i for eksempel eksamensperioder, hvor de studerende kan være nødt til at prioritere studiet.
  4. De er ivrige for at lære og få erfaring
    Studerende har en kæmpe lyst til at lære – og i særdeleshed i praksis. Mange af nutidens uddannelser er meget teoriprægede. Selvom dette giver anlæg til dygtige studerende, kribler det som regel i dem, for at kunne få lov til at teste deres viden af i virkelighedens erhvervsliv. Denne lyst til at lære, gør dem til unikke medarbejdere, der brænder for dét de laver. Hvilket leder os videre til det næste punkt.
  5. De er lærenemme
    For de er nemlig ikke alene meget ivrige for at få lov til at lære, men også ofte meget lærenemme. Selvom vi i vores insight om talent udpensler, hvordan nogen helt naturligt vil have nemmere ved at tillære sig bestemte kompetencer, er der ingen tvivl om at studerende generelt set er meget lærenemme. De har gåpåmodet til at lære nye ting og er allerede – på grund af deres studier – vant til konstant at skulle tillære sig nye evner for at klare sig bedst muligt.
  6. De tør tage ansvar
    For nogle studentermedhjælpere vil det være givent, at de skal kunne tage ansvar. Forestil dig at hyre en studentermedhjælper til marketing uden i forvejen at have en marketingsafdeling eller måske endda en marketingsansvarlig. Her vil det kræve af den studerende, at de tør gå til opgaver, strategi og eksekvering på egen hånd og selv tage ansvar for den udvikling, de ønsker at se. Dér er unge heldigvis gode, fordi de tør tage ansvar til sig, hvis det modsat betyder, at de får relevant erfaring.
  7. De bidrager til arbejdsmiljøet med gejst og energi
    Dette er et punkt, der ofte kommer bag på mange ledere – og som tit først går op for dem, når de har haft en studentermedhjælper ansat i noget tid. Nemlig at de studerende ikke kun bidrager med kompetencer, men med energi og gejst til arbejdsmiljøet.
  8. De er vant til at samarbejde
    Udover at bidrage med et frisk pust til din medarbejderstab, er studentermedhjælpere som oftest også vant til at arbejde i grupper. Det danske uddannelsessystem har de seneste mange år haft et øget fokus på at sætte samarbejde på programmet. Det betyder også, at når de studerende som studentermedhjælpere skal indgå i teams på en arbejdsplads, er de ikke ubekendte med at arbejde sammen med andre, hvilket er en kæmpe fordel.
  9. De har den nyeste viden
    Noget andet, de studerende tager med sig er viden. Som vi skrev før, har de studerende mange skarpe kompetencer, men noget, de særligt har, er ny viden. Når de er på uddannelsesinstitutionerne har de adgang til den nyeste viden indenfor deres felt – hvilket de så har mulighed for at bringe med sig ud i virkeligheden hos din virksomhed.
  10. De tør udfordre status quo og komme med nye ideer
    Et resultat af, at de studerende har den nyeste viden, er også at de er i stand til at bidrage med nye ideer, synspunkter og inputs. De studerende har mod og tør gå ind og udfordre status quo, hvilket kan, hvis man møder det med et åbent sind, skabe vækst og positive resultater.

Som du kan se ovenfor er der altså en lang række gode grunde til, hvorfor man bør overveje at integrere studentermedhjælpere som en del af ens stab.

De kan nemlig både løfte og bidrage på mange forskellige måder og formår – efter hvad vi i Cand kan dømme – at overraske positivt med både indstilling og energi. Og hvad mere, kan man så egentlig forlange?

Kilde: Cand