Dette er en del af en fortløbende brevudveksling mellem Per Brogaard Berggreen og jeg. Et forsøg på at dele tanker og refleksioner – men samtidig også positivt provokere til refleksioner og tanker hos den anden. Temaet for denne første udveksling er forandring. Læs mere om initiativet nederst – brevvekslingerne samles løbende i LinkedIn gruppen Volatility.

Skrevet af Jacob Christoffer Pedersen, Direktør for konsulentydelser og Partner, Incento

Kære Per

Tak for dit seneste, og fremragende brev. Endnu en gang food for thought, som man siger andre steder end her.

Dagens drift har desværre udskudt mit svar utallige gange – måske mest af alt, fordi jeg havde en intention om at svare relativt kort denne gang. Altid en vanskelig øvelse, når man ser vidder og dybder i det meste (noget jeg aldrig har benægtet eller har villet undskylde for den sags skyld).

Men tilbage til dit brev, for i det rammer du noget meget centralt i en lille, måske undseelig, men ikke desto mindre fundamental sætning:

”Organisationer kan vel nærmest ikke fungere, udvikle og forandre sig uden (hinanden)?”

Jeg vil faktisk gå skridtet længere og sige: ”Organisationer kan slet ikke undgå at forandre sig med hinanden”. Den formulering kunne naturligvis lægge op til besungne fraser om fællesskab og alignment (et helt igennem frygteligt ord! – i hvert fald den adfærd, det har medført), men det skal forstås meget mere grundlæggende end det at have intentionen om at opnå den slags. Ligesom det skal ses som selve bevæggrunden for, hvorfor vi aldrig kan gøre andet end at se, mærke, føle, høre den anden og dermed mennesket i organisationen (og alle andre steder). Alt andet vil ikke alene være en etisk forkrøbling. Det vil også være direkte stupidt, for vi vil miste det af syne, som for alvor betyder noget for de forandringer, der finder sted, og som vi ønsker finder sted. Der er i øvrigt en afgørende forskel på de to, “finder sted” og ”ønsker finder sted” – mange forandringer er således langt uden for både vores fatteevne og formåen, og vi begriber slet ikke, når de finder sted. Hvorfor?

Mennesket gjort til et dyr

Vi har været inde på det før, men lad mig forsøge at kaste nye ord på det. Denne gang med udgangspunkt i den franske filosof Luc Ferry, der i sin bog ”Menneskeguden eller livets mening” blandt andet taler om et begreb, han benævner Den ”transcendentale” humanisme. Han betegner begrebet som: ”den position ’uden for naturen’, som er menneskets egenart”.

’Uden for naturen’, det vil sige uden for den determinisme, der styrer naturfænomenerne. Hvilket er at anerkende mysteriet i menneskets hjerte, dets evne til at frigøre sig fra den mekanisme, der enevældigt regerer den ikke-menneskelige verden, og som gør det muligt for videnskaben at forudse den og uophørligt udforske den.

”At anerkende mysteriet i menneskets hjerte”, smukt og samtidig så inderligt essentielt. Ligesom når Luc Ferry taler om ”livet med tanken”. Mysteriet i hjertet og livet med tanken er det, der gør os til mennesker, ellers var vi bare dyr.

Så en – måske drevet til grænsen – betragtning om nutidens organisationer og forsøget på at styre forandringerne kunne også være, at man med den videnskabelige determinismes ubønhørlige insisteren på rationalitet, fornuft, logik og forudsigelighed bestræber sig på at gøre mennesket i organisationen til et dyr (den mildere udgave ville være, at man ubevidst gør mennesker til dyr). Den videnskabelige determinisme, der har givet os projektmodeller, balanced scorecards, OCAI-kulturanalyser, konsulenters quick fixes og smarte femtrinsmodeller. Den determinisme, der har sat sig så dybt i organisationens dna, at hjertes mysterium og livet med tanken får betegnelsen irrationelt. Men hvad er det andet end det at være menneske? Og skulle det nu være irrationelt at være menneske? Åbenbart. Men som Luc Ferry lettere retorisk spørger: ”Er det irrationelt at opstille frihedens mysterium og således modsætte sig reduktionismens logik, som uophørligt bekræfter årsagsloven og ’fornuftsprincippet’?”

Tab af resonans

Nej, det irrationelle er om noget at se bort fra netop hjertets mysterium og livet med tanken. Hvilket bringer mig tilbage til mit tidligere postulat: ”Organisationer kan slet ikke undgå at forandre sig med hinanden”. Hjertets mysterium gør, at vi som mennesker langt fra altid kan gennemskue, hvilken indflydelse en beslutning, en intention, en opdagelse eller en påvirkning fra en anden vil have selv på os selv og derfor på vores fremtidige adfærd – andet end at det ofte vil medføre en forandring af en art. Måske ikke en vild og åbenbar forandring, men dog en forandring. Ny viden. Ny intention. Ligesom vi naturligvis heller ikke kan vide det, når det gælder det andet menneske. Og overhovedet ikke vide det, når vi pludselig har store grupper af mennesker samlet i løbende interaktion med hjerters mysterier og tanker i livet, som konstant påvirkes og vibreres.

Det ved man sikkert godt, derude i organisationerne. Og man ved, at det handler om ukontrollerbarheden, som vi tidligere har skrevet sammen om, fordi vores tyske ven, sociologen Hartmut Rosa så fantastisk beskriver den. Og netop fordi man nok godt ved det, forsøger man at udviske denne ukontrollerbarhed – altså hjertets mysterium og livet med tanken – men prisen er præcis den, Hartmut Rosa understreger: Vi mister resonansen med verden, med livet, med hinanden. Vi mister vores menneskelighed. Vi mister vores evne til at føle os forbundet med andre mennesker, og forbindes kun i det abstrakt rationelle: du siger 1, jeg siger 1så nu er vi alignet. Måske er I, men vil du kæmpe for det andet menneske, for hvem du ingen resonans føler? Kan I skabe en mening sammen, der går ud over 1? Kan I været andet end dyr sammen?

I resonansen ligger ukontrollerbarheden. Dér hvor hjerters mysterier mødes, og tanker smelter sammen på forunderlig vis, uden at være instrueret til det gennem PowerPoint-præsentationers træge helvede. Det er jo netop, når dét sker, at man bliver effektive, innovative og ikke mindst agile i organisationerne. Ikke når man på kejtet fremtrinsopskriftmanér forsøger at stykke menneskelig interageren sammen som legobrikker uden hjerter eller tanker.

Mysterierne er langt vigtigere end svarene

Man bliver derfor ikke en bedre leder eller en bedre organisation af at få opskrifter – altså søger svarene serveret for én. Man bliver en bedre leder og en bedre organisation af at kunne rumme spørgsmålene, det uafklarede, det uvisse. Mysterierne, der altid vil udfolde sig med mennesket, der forsøger at tøjle livet med tanken og et hjerte så fuld af underfundigheder, at man aldrig helt kommer til at begribe dem. Det sidste er naturligvis en provokation mod dem, der måtte mene, at videnskaben nok skal få bugt med den slags uvisheder. Men til det må jeg blot endnu en gang ty til Luc Ferry:

Idet man forudsætter, at man når frem til, at visse ’nerveceller’ ligger til grund for evnen til at foretage etiske valg, hvordan skulle man så kunne tro, at videnskaben ville kunne finde en forklaring på selve valgene?

Hvis man for alvor vil skabe effektive organisationer og bæredygtige (menneskeligt og etisk bæredygtige) forandringer, må man derfor overgive sig til mennesket, til ukontrollerbarheden og til viljen til at være nysgerrig, i forhold til hvad det hjerte kunne rumme af mysterier. Alt andet vil være en umenneskeliggørelse af mennesket. Nærmest dyrisk.

P.S.: Jeg ved det, kort blev det aldrig. Hjertets mysterium tog over …

Referencer:

Ferry, Luc (1997). Menneskeguden eller livets mening, Munksgaard – Rosinante.

Skulle man have lyst til at forundres med os og være med i brevudvekslingen som brevskriver, er det blot at sige til.

Hvorfor Volatility?

”Volatility”, fordi vi ønsker at fastholde det flygtige element i livet, og det faktum, at selv når vi er i tanken ændrer den form, og dermed også indsigten i dens uforanderlige foranderlighed.

Konnotationen fra latin ”transitus”, det at tillade passage gennem og krydse vadesteder, måske ikke bare gennem, men også over, under og rundtom – at omfavne livets faktum, at det passerer og sker, og aldrig helt er det samme som det var – for et øjeblik siden, det er altid transient.

Det er en modus mere end en proklamation, for det kræver accept af tingenes tilstand – som foranderlige, tilværelsens dynamiske stasis.

I den erkendelse er det også en invitation til os selv og andre, om at træde ind i flygtigheden og vade sammen med os fra kendte landskaber mod ukendte vadesteder – forhåbentlig.”

Kilde: LinkedIn