
2016 blev året, hvor du kunne blive venner med New York Times’ chatbot Nick, som via Facebook Messenger holdt dig opdateret om det amerikanske valg. Det blev året, hvor du kunne få dit første boardingkort via Facebook Messenger. Året, hvor det ikke længere var forbeholdt tech-tosser at tro på en glorværdig fremtid for virtual reality og augmented reality. Det sidste kan vi takke Pokemon Go for. Året, hvor Instagram gik til angreb mod Snapchat om de unges digitale gunst ved at kopiere Snapchats funktioner én efter én. Og så blev det året, hvor kampen mellem klassiske mediers og sociale mediers rolle i samfundet stod sin prøve.
Hvad betyder det for dig og din forretning, og hvad kan vi forvente af sociale medier i 2017?
Flere samtaler med kunderne. Kunderne forventer god individuel kundeservice, når samtalen rykker fra de store åbne rum til direkte beskeder, på for eksempel Snapchat og Messenger. For at kunne levere det, bliver man nødt til at digitalisere det med for eksempel chatbots og assisted AI – altså at der sidder mennesker, som understøtter den intelligente kundeservice-robot. Det er kunstig intelligens i praksis.
Af: Astrid Haug
Folk bruger mere og mere tid på sociale medier og YouTube, alt sammen på mobilen. Vi ser på vores mobil 150 gange om dagen, og vi bruger gennemsnitligt 177 minutter på den hver dag. I skal være til stede lige der, når kunden er interesseret. Test din egen virksomhed: Søg på nogle af de mest relevante søgeord eller sætninger inden for din branche på mobilen. Dukker virksomheden op? Og kan du lide det, du ser?
I vil i 2017 sandsynligvis rykke mere af jeres annoncebudget over på digitale og sociale medier, hvor man kan gå fra massekommunikation til niche. Det er blevet billigere at nå de folk, I gerne vil ud til, da I ikke spilder annoncekroner på alle dem, der ikke er interesserede. Det, I ikke skal spare på, er troværdigt, værdiskabende, underholdende eller lærerigt indhold!
Internettet bliver mere visuelt. Det betyder, at I skal levere videoindhold, gerne live. Her står kampen mellem Twitter, som har markeret sig som særlig god til live events og Facebook samt Youtube, som begge har markant flere brugere end Twitter. Facebook vil i 2017 gøre det muligt at indsætte reklamepauser i sine live sendinger, hvilket kan være attraktivt for brands. YouTube er til gengæld den næststørste søgemaskine efter Google. En af de mest søgte ting er ”how to” – altså hjælp til at blive dygtige til noget. Video kan også være i form af virtual reality, hvor I kan give kunden oplevelsen af et kommende byggeri eller tage dem med på varetransport.
I 2017 vil internettet snige sig ind i flere ting, og vi ser en stigning i produkter udstyret med sensorer og stemmekontrollerede enheder. Et eksempel er Google Nest, som er et intelligent termostat til hjemmet, eller Amazon Echo højttalere, som fungerer ved stemmeaktivering, og som kan forbinde en række af hjemmets enheder.
Den dalende tillid til medierne ovenpå Brexit og Trump, bør få mange virksomheder til at overveje, om de ikke bare skal være deres eget medie. Mange virksomheder har opbygget et publikum på sociale medier, men de bruger det ikke offensivt nok. Her skal I tage afsæt i, at folk i udgangspunktet er ligeglade med jeres organisation. I skal gøre jer relevante i deres liv for at fortjene deres opmærksomhed. Det kan I gøre ved at bruge ambassadører. På famebit.com kobler Google YouTube-stjerner til brands.
Behovet for, at der er rigtige mennesker bag brandet, som står frem og fortæller om jeres virksomhed og branche, vil være i høj kurs. Det betyder, at I skal ansætte eller uddanne jer til de rigtige kompetencer. Det betyder også, at man ikke kan overlade alt det digitale til én person i virksomheden, men må anskue det som en fælles opgave og få bragt forskellige kompetencer i spil.
Der er 3,5 milliarder internetbrugere i verden. Afrika står for under 10 procent, og i Indien er knap 20 procent på nettet. Vi har alle en interesse i, at resten af verdens befolkning kommer med på den digitale vogn. Facebook vil for eksempel tilbyde folk internetadgang og dermed adgang til Facebook ved hjælp af solenergi, og Google er med Project Link på en lignende mission. For jer kan flere på internettet betyde nemmere adgang til nye markeder.
2017 kommer til at gå hurtigere end 2016. Konkurrencen på sociale medier bliver hårdere, og kravene til virksomheders kreativitet og kompetencer skal stå deres prøve.
Kilde: DI Business
http://di.dk/dibusiness/nyheder/Pages/Det-kan-vi-forvente-af-sociale-medier-i-2017.aspx