
De er de digitalt indfødte, de er zapperne, de er postmillenials; og de er meget mere. De er ’generation Z’, født i midt 90’erne og frem. Ifølge ‘Fast Company’ udgør de 40 % af alle købestærke forbrugere inden 2020.
Af Line Hougaard Andersen, Lab agent, Innovationlab
De er selvstændige, kreative og selektive. Opvokset i en tid, hvor selviscenesættelse er et must for at markere sig – og her giver det point, at skille sig ud fra mængden. De forventer meget af sig selv og mindst lige så meget af omverdenen – især virksomhederne omkring dem. Generation Z skiller sig markant ud fra forrige generationer, og de kan være svære at engagere – men hvis du lykkedes i det, kan de blive uvurderlige kunder, brugere og sælgere.
Hvem er generation Z, og hvad vil de have?
Med internettet konstant tilgængeligt, har generation Z mere eller mindre haft adgang til ’den hellige gral’ af viden hele deres liv, og det har gjort dem kritiske over for næsten alt. Dette gælder også virksomheder, brands, produkter mm. Især effektivitet og tid er nøgleord for generation Z. De er habile navigatører i forbrugsverdenen – den fysiske såvel som den digitale. De ved, hvad de vil have, og hvor de kan finde det, der passer bedst til dem. Online shopping har kun gjort det nemmere for dem med hurtige søgefunktioner, og skarpe algoritmer.
Z’erne vil selv skabe produkterne
Men generation Z er ikke kun besat af, at tingene skal være nemme. En rapport fra ’National Retail Federation’ viser, at Z’ere går mindst lige så meget op i inddragelse – de vil være med til at skabe produkterne. Hvorimod millennials lægger vægt på, at virksomhederne skal tilpasse sig deres interesser, personlige præferencer og tendenser, så er generation Z vilde med at give feedback, og de vil gerne se deres feedback blive taget til efterretning og brugt i praksis.
Goodwill generationen
Generelt vil generation Z rigtig gerne gøre verden til at bedre sted. Et andet studie viser, at 76 % af generationens forbrugere ønsker, at de – qua deres profession – kan have en positiv indflydelse på verden. Denne inddragelse har Danmarks Medie- og journalisthøjskole (DMJX) bl.a. forsøgt at imødekomme ved at holde workshops med udvalgte studerende fra skolen, for at forsøge at lade dem (de studerende/brugerne) definere, hvordan de mener, skolens visuelle brand, burde være. En inddragelse, der i høj grad var med til at engagere de studerende i at forstærke skolens brand.
Z’ere vil have den ægte vare
Z’ere generelt har de kritiske briller på – især når det kommer til traditionelle medier, og alt hvad der bliver sendt heri. Deres troværdighed til helt almindelige tv-reklamer er stort set lig nul, og de søger i stedet noget mere ’ægte’. De vil generelt hellere se og høre på mennesker end skuespillere.
De er digitaliseringen – og derfor er internettets tilstedeværelse en nødvendighed for generationens velbefindende. Måske er det derfor også overraskende, at en undersøgelse fra CrowdTwist rent faktisk viser, at flere Z’ere gerne vil handle offline end millennials – hele 57% af generationen foretrækker rent faktisk fysiske butikker! Det er dog et must, at de stadig kan benytte sig af internettet lige så ubekymret inde i butikken, som de kan hjemme på værelse eller ved nærmeste hotspot.
Nu ved vi lidt mere om, hvem de er, hvad de gerne vil have – og ikke vil have. Men det store spørgsmål er stadig, hvordan kan vi så tilpasse vores markedsføringsstrategi til dem?
Instagram og guldet
Selvom generation Z adskiller sig markant fra alle foregående generationer, fordi de er de absolut digitalt indfødte, er der altså god grund til at fange deres opmærksomhed og generelt skabe værdi for dem. De er vitale for din virksomheds succes i fremtiden, og de kan blive en stor indtjeningskilde for dig, hvis du forstår at gøre dit brand og din virksomhed interessant for dem. Husk, at de priser originalitet og oprigtighed højt, og se så at få skabt nogle insta-worthy rammer til dem! Det kunne måske vise sig at være ganske sjovt!
Kilde: Innovationlab