Medarbejdere skal ikke behandles som ignoranter, der tager hovedet af og hænger det på knagen, inden de møder på job. Stærke medarbejdere gider ikke høre mere bullshit, siger Anne Skare Nielsen, der er fremtidsforsker og medstifter af Universal Futurist. På tærsklen af et nyt år har Vigeur bedt hende pege på tre tendenser for arbejdsliv i de kommende år.

Skrevet af Helle Madsen, Journalist, Det Nordjyske Mediehus

Danskerne er trætte af ledelse, der kun handler om “mere”, “større” og “hurtigere”.

I USA taler man om “The great resignation” ovenpå corona, og den mærker vi også her. Der er ikke flere “ork satme” tilbage i posen, siger fremtidsforsker og medstifter af Universal Futurist, Anne Skare.

Allermest mangler vi redskaber, der kan ændre på de traditionelle vilkår og hierarkier på arbejdspladsen, siger hun.

Anne Skare ser tre tendenser for danskernes arbejdsliv i det kommende år.

Læs om de tre tendenser her:

Tendens 1: Opgør med fordummende ledelse

Foto: Riccardo Annandale / Unsplash.com

Foto: Riccardo Annandale / Unsplash.com

Udfordring:

De kommende år vil vi se et opgør med “dødspølseledelse”.

Dødspølsen er en særlig variant af søpølsen, der den første del af sit liv svømmer rundt og leder efter et sted at slå sig ned. Det første, den gør, når den har suget sig fast på underlaget, er at æde sin egen hjerne, for dén skal den jo ikke brug længere.

Findes der arbejdspladser, hvor de veluddannede folk har suget sig fast på underlaget? Hvor medarbejderne opfører sig mere som indsatte end som ansatte, der kun kan lave de opgaver, der flyder forbi og helt har mistet fornemmelsen for at tænke selv og se helheden?

– Ja, det tror jeg nok, siger Anne Skare og forklarer:

Den hierarkiske organisation blev opfundet af Romerriget og skrottet senere af militæret, fordi folk dør, hvis man går i krig med fodtudserne først og generalerne bagerst. Sjovt nok er hierarkiet stadig almindeligt i monarkier, diktaturstater og de fleste organisationer.

Det fungerer da også supergodt, hvis der skal holdes “styr på tropperne” og uddeles skyld og skændsel, hvis nogen gør noget forkert, så der kan “rettes ind”.

Men det skal vi jo sjældent nu om stunder. Vi skal have kerneopgaven i centrum. Vi skal have frontlinje-medarbejderne tæt på kerneopgaven og ledelsen skal ikke sidde fjernt fra verden i et glaskontor, hvor de kan fristes til at misbruge deres magt, miste deres empati og føling med verden eller fare vild i tal og rapporter.

Løsning:

– Jeg vil vove den påstand, at hierarkierne allerede er døde, siger Anne Skare. De fleste organisationer trives på TRODS af dødspølse-ledelse og ikke på GRUND af den.

Medarbejdere vil forlange et arbejdsliv med fokus på tillid frem for kontrol – og dialog frem for hierarki.

Medarbejderne forventer ledere, der ikke holder strategimøder på fancy konferencehoteller – eller sidder i et mødelokale langt væk fra medarbejderne. De ønsker nærværende ledere, der er til stede i dagligdagen.

– Så begynd med at mødes der – ikke i mødelokalet, men på gulvet, på gangen, i naturen, dér hvor problemerne er, opfordrer Anne Skare.

Det vil klæde en ledelsesgruppe at være håndværkertyper, der fikser carporten, mens de snakker. Eller stiller sig selv til rådighed som vikarer, tager telefonen eller giver en hånd med, hvor der trænger.

Det vil klæde ledelsesgruppen at skabe respekt om det job, der er kernen i ens organisation i stedet for at beskue den fjernt fra verden med en flot generalhat på.

Tendens 2: Den store resignation efter corona

Foto: Volodymyr Hryshchenko / Unsplash.com

Foto: Volodymyr Hryshchenko / Unsplash.com

Udfordring:

– Vi har alle smagt den forbudne hjemmearbejds-coronafrugt, og nok er den bitter for nogen, men den er sød og vidunderlig for mange, siger Anne Skare.

Man anede det nok, men nu bliver det bekræftet: Man lever en bedre tilværelse, hvis ikke man hænger i en klokkestreng hele tiden.

Det skræmmer folk, når chefer siger, at “nu skal vi tilbage på sporet”. For spørgsmålet er, om det “spor” nu så fedt? Verden brænder under fødderne på os: Klimaforandringer er ét eksempel. Børn, der har det svært, et andet. Hver 7. har fået en diagnose. Og det er ikke unormalt at blive smidt af arbejdsmarkedet, når man er sidst i 50’erne.

Det giver en dårlig smag i munden at være medskaber af en verden, der fokuserer på “meget” og “mere”, når man i virkeligheden hellere vil noget “bedre”. Og så fristes man til at sige op.

I første omgang er det de højtuddannede, der er så heldige, at tidens trends samler sig om dem – teknologien er til rådighed, de bliver mindre forstyrrede, de har lært at styre deres tid, og der er mindre dødspølse-management.

De bliver hurtigere færdige, kan være sammen med deres familier, og i visse brancher ser vi endda eksempler på, at man smider et ekstra job ind – så meget spildtid har der aldrig været før, siger Anne Skare.

Som sidegevinst kan man blive et mere etisk menneske, når man arbejder mere hjemmefra.

Der er måske mindre gruppepres fra en dårlig arbejdskultur. Man får tingene på afstand, og oplever, at det dér hverdagsliv med sutsko og gåtur med hunden også kan noget.

– Jeg har set undersøgelser, der peger på, at 25 procent af arbejdsstyrken lige nu står på nippet til at sige op, siger Anne Skare. Andre undersøgelser viser, at folk er villige til at gå ned i løn, hvis de selv kan bestemme, hvad de skal lave – med hvem og hvornår.

Det kan lyde helt utroligt forkælet for en ældre generation, men det er døren til det fleksible arbejdsmarked, der er blæst på vid gab. En åbning, der gør, at vi ikke skal have “mere” ud af os selv, hinanden og planeten, men noget “bedre”.

– Det bliver fantastisk, hvis vi griber den bold i fællesskab – for den skal altså også spilles til sygeplejerskerne, tømrerne, skolelæreren og alle de andre, der skal holde ekstra længe på arbejdsmarkedet, siger Anne Skare.

Løsning:

– Vi kunne tage konsekvensen af, at folk lever så ualmindeligt længe i dag – og omskabe vores pensionssystem til et pausesamfund, siger Anne Skare. Så bliver det naturligt og lønsomt lige at trække vejret og dyrke sig selv og det lokale – i stedet for at blæse derudaf fra vugge til krukke.

Pause til at uddanne sig. Pause til at være sammen med sine små børn. Holde en syg ven i hånden, skrive en bog, rejse osv. – lidt ligesom en landmand, der lader sine marker ligge brak.

– Da jeg var 30, lavede jeg selv en 70-års plan, fordi der er så meget, jeg gerne vil nå, siger Anne Skare, der blev selvstændig for at gøre det hele til virkelighed.

– Det er typisk derfor, en god medarbejder skrider. De har en passion for noget andet. Så tag dén snak med din medarbejder. En stor del af ledelseshvervet er at give plads til den passion, der bobler i folk, siger hun.

Tendens 3: Vi har brug for nye spilleregler

Foto: Sarah Christine Nørgaard / Scanpix

Foto: Sarah Christine Nørgaard / Scanpix

Udfordring:

Der gik mange år fra at omstille os fra landbrugssamfund til industrisamfund. Nu skal vi igen til at omstille os, og dén overgangsfase varer altså ikke 14 dage, mener Anne Skare.

Alle faktorer er i spil: Arbejdspladserne ændrer karakter. Arbejdsindholdet er mere kvalitetsorienteret og komplekst. Jobtyper forandres, og i mange brancher er der mangel på arbejdskraft.

På bundlinjen står et behov for et fleksibelt arbejdsmarked, men vi mangler redskaber til at skabe det arbejdsmarked, og vi skal erkende, at dem har vi ikke. Vi skal skabe dem. Der er ikke nogen manual.

– Vi kan kun lykkes med nye sociale kontrakter, vilje til at eksperimentere og sætte af på fejl og misforståelser, siger Anne Skare.

De traditionelle aktører er udfordret. Fagbevægelsen mangler redskaber. Arbejdsmarkedets parter mangler redskaber. Og det sidste, vi skal, er at sætte dem ind i et mødelokale sammen – for så har vi atter dødens pølse, siger hun.

Så falder de tilbage på de redskaber, der virkede i gamle dage.

Løsning:

Vi er nødt til at eksperimentere og prøve ting af for at finde ud af, hvad der skal til. Lære af hinanden. Fynske HR-ON, der udvikler softwareløsninger inden for rekruttering og HR, har eksempelvis sat alle fri til at gøre, hvad de vil.

Her er der ingen chefer og ingen mellemledere. Man skal selv tage ansvar for dét, man bidrager med. Der er intet tal på feriedage eller begrænsninger på sygedage.

Andre steder arbejder man med medejerskab, kortere arbejdsdage og -uger osv. Der findes ikke en model, der passer alle.

– For mig at se kræver det en helt anden form for loyalitet. En vision, der er til at forstå – og som man kan samles om. Så er man også klar til den næste generation, der ikke har respekt for nogen form for bullshit og har lært at være skeptiske og kritiske overfor alt.

Til gengæld har de enormt brug for visdom og kærlighed, så forfrem din ældre medarbejder til et visdomsråd, de kan sparre med.

– Vi skal stræbe efter “employability” eller “ansættelighed”. At man sikrer alle retten til at lave noget, der øger ens værdi på arbejdsmarkedet. Man kalder det også en portfolio-karriere, siger Anne Skare.

– Ligesom modeller har en mappe med billeder, de kan vise frem, skal vi alle have konkrete gerninger, vi kan fortælle til omverdenen.

– Ikke så meget fis og smart jargon – bare vis hvordan du konkret har været med til at skabe en forbedring, siger Anne Skare.

Som afledt effekt af det skal vi gerne have skabt et samfund, hvor vi har BRUG for hinanden. For det er menneskehedens største urfrygt: “at ingen har brug for mig”.

Hvis der pludselig kommer ny teknologi, en ny chef eller en organisationsforandring – og man får fornemmelsen af, at der ikke er brug for én længere.

Så bliver folk bange og læner sig op ad søpølseledelsen, hvor det mere handler om at holde fast i sin kontorstol, sit papir og sit dokumentationshelvede – end det handler om at skabe gode vilkår for medarbejderne.

Og med tiden bliver det et kæmpe tabu, at man har haft det her fine job så længe, men rent faktisk ikke aner, hvad man har udrettet. Det hele handlede bare om “mål”, “mere”, “ faglighed og styr på sagerne. Og om at “kende sin plads”.

I de gamle spilleregler – dem med hierarkier, topledelse og kontrol – er det samfundets opgave at sikre “en plads”. En plads i børnehaven, en studieplads, læreplads, arbejdsplads og i sidste ende en plads på plejehjemmet.

– På den måde er vi hele tiden lidt i transit og kommer aldrig rigtig “hjem”. For nogen er arbejdet jo blevet så “hyggeligt”, at man hellere vil være dér det meste af tiden, og man kan spørge sig selv om det egentlig er særlig sundt, siger Anne Skare.

Er det ikke bedre at bygge det gode liv op med dem, du rent faktisk holder allermest af?

Og så bygge videre på dét overskud af frihed og arbejdsglæde?

Det har vi chancen for nu. At komme hjem. Hjem til os selv. Føle os trygge – og godt tilpas fysisk såvel som psykologisk. Skabe noget bedre sammen, som vi kan måle på med nye redskaber, der gør os stolte og glade.

Engang gav den øgede produktivitet os stolthed og glæde, men det gør den ikke mere. Nu vil vi have en ny mening.

Man kunne lægge ud med at forfremme sine medarbejdere “hen” til det spændende og sjove i stedet for “op i rækkerne”.

Spørg dem: hvilke tre lorteopgaver skal jeg fjerne fra dig, så jeg frisætter dig til at gøre mere af det, du trives mest med. Hvilke forstyrrelser skal jeg reducere, og hvad har du brug for, for at dit arbejde giver endnu mere mening?

Start med det. Vov at slippe noget af kontrollen og fokusér på det, der skaber mening. Det bliver noget rod i starten, men sådan er det i en tid, hvor vi skal en ny og bedre vej og ingen har redskaberne, siger Anne Skare.

Hvis du vil læse mere om Anne Skares syn på fremtidens arbejdsliv, er der en mulighed i artiklen her. Den handler om fem medarbejdertyper, som der altid vil være brug for.


Nysgerrig på fremtiden og mere fra Anne Skare – opret en gratis profil på https://www.futuristcommunity.dk/

Kunne du lide denne artikel, så prøv et abonnement på Vigeur. Lige nu koster det kun 1 kr. for to måneder.


Kilde: Vigeur