Alderen på USA’s mest værdifulde virksomheder bør give danske ledere et hint om, at fremtidens forretning skabes i partnerskaber med iværksættere og etablerede, skriver Rolf Kjærgaard, CEO i Vækstfonden. 15. november kan du få gratis konkrete råd til at komme i gang med samarbejder.

At forudsige og undgå kødannelser i lufthavnen. Det er nogle af de ting, som iværksættervirksomheden Copenhagen Optimization er gode til. Makkerparret Anders Dohn og Kasper Hounsgaard havde arbejdet i Københavns Lufthavn i en årrække, da de så et stigende behov for at bruge data til at forbedre passageroplevelsen i lufthavne.

Vækstfonden har medfinansieret virksomheden, som er et fremragende eksempel på, hvad der kan komme ud af et samarbejde mellem iværksættere og store virksomheder. Det har resulteret i store besparelser for lufthavnen, mens Copenhagen Optimization er blevet globalt førende inden for digitaliseringsprocesser i lufthavne verden over.

Det er et rigtigt godt eksempel på, hvordan et stærkt samarbejde mellem store virksomheder og startups kan være til gavn for begge parter. Derfor er det også nærliggende at stille spørgsmålene:

Hvorfor overhovedet samarbejde, og hvordan bliver vi bedre til det?

Udvikling i USA viser fremtiden for Danmark

I Danmark er vi stolte af vores store virksomheder, som lyser op over hele jordkloden og er med til at sætte Danmark på verdenskortet. Vi har også mange af dem: Vestas, Novo Nordisk, Mærsk, Arla, Ørsted – blot for at nævne nogle stykker.

Samtidig har vi et blomstrende iværksættermiljø, der skal udklække nogle af morgendagens store virksomheder og skabe arbejdspladser og velstand til gavn for hele Danmark. Der er med andre ord meget at glædes over, når vi kigger på dansk erhvervsliv.

Men midt imellem disse to grene af dansk erhvervsliv ligger der et uudnyttet potentiale, hvor Danmark halter efter; et samarbejde mellem iværksættere og Danmarks store virksomheder.

Ser vi på de fem virksomheder med den højeste markedsværdi i C25-indekset i Danmark, er gennemsnitsalderen knap 80 år. Men kigger vi over Atlanten og ser på tendenserne i USA, så er billedet et helt andet. Her har de fem mest værdifulde virksomheder på børsen en gennemsnitlig alder på ca. 30 år.

Det er alle virksomheder, der i sin tid begyndte som iværksættere, og som med teknologi og innovation i dag har fået gigantstatus. Det giver os et lille indblik i, hvad fremtiden bringer, og hvordan danske styrkepositioner vil ændre sig i fremtiden.

Innovation er nøgleord for relevans

Innovation er en af de ting, iværksættere er gode til, mens innovation kan være en udfordring i de store virksomheder, hvor historik, traditioner og etablerede rutiner ubevidst kan lægge en dæmper på idérigdommen.

I et samarbejde kan iværksættere derfor bidrage med disruption og nye ideer til at udvikle virksomheden indefra, så den også favner fremtidens forbrugere og kunder. Det er ikke kun ’nice to’ for store virksomheder at være åbne over for nye ideer og ligefrem revolutioner inden for egen branche – det er ’need to’, hvis de ikke skal blive irrelevante for fremtidens forbrugere. Lad mig blot nævne det gode, gamle Blockbuster-eksempel: virksomheden, der måtte dreje nøglen om i alle sine fysiske butikker, fordi de ikke hoppede med på streamingbølgen.

Til gengæld for innovationskraften kan de store virksomheder tilbyde noget, iværksætterne ikke har: muskelkraft, netværk og ikke mindst adgang til kunder.

Det er nødvendigt, fordi den gode eller banebrydende idé ikke kommer på markedet af sig selv. Det kræver stærke samarbejdspartnere og relationer, et distributionsnetværk, mv.

Et styrket samarbejde mellem store virksomheder og startups gavner derfor både de små og de store.

Lav konkret strategi

Her er det vigtigt at understrege, at der findes mange måder at samarbejde på. Det kan fx være at stille kontor- eller laboratoriefaciliteter til rådighed, tage aktivt ejerskab i iværksættervirksomheden eller samarbejde om produkt- og forretningsudvikling.

Et godt sted at starte er at udarbejde en konkret strategi for, hvordan og hvilke samarbejder, som vil komme både iværksætteren og den store virksomhed til gode.

Hvis store virksomheder ikke gør brug af de potentialer, iværksætterne bringer med sig, og hvis iværksætterne ikke får mulighed for at gøre brug af de store virksomheders styrker, går både virksomhederne, og i sidste ende samfundet, glip af vigtig værdiskabelse.

Mere samarbejde er ganske enkelt god forretning!

Vil du vide mere? Kontakt DI’s Fagleder for start-up og iværksætteri Sine Linderstrøm