Der er fut i jobmarkedet, og det giver skærpet konkurrence i rekrutteringen og travlhed hos alle os, der skriver stillingsannoncer. Her kommer tre tips til, hvordan du kan sætte teksten sammen.

Den 26. januar 2022

Skrevet af Kenneth Grothe Toustrup, Rådgiver, RelationsPeople

Stillingsannoncen er en ældre sag, men stadig vigtig. Den stiller krav til skribenten af flere grunde: For tiden skal der skrives ganske mange og ofte med en kort deadline. Det er en teksttype med indbygget krav om resultat. Hvis ikke der kommer ansøgere og ansættelse, har teksten ikke virket efter hensigten. Det er også en kort tekst på cirka en side, der skal danne udgangspunkt for meget: En måske livsforandrende beslutning hos den kommende medarbejder, beskrivelse af jobindhold, forventningsafstemning og formidling af employer brandet. Så hvordan sætter man delene sammen?

Find den rette balance mellem brand og specifikation

En stillingsannonce kan komponeres på flere måder, men består typisk af nogle faste elementer. Elementer, der groft sagt kan være enten brandende eller specificerende. Med specifikation sætter du ord på den konkrete stilling, fakta om jobindholdet, specifikke krav til kompetencer, detaljer om vilkår, kontaktinformation og lignende. De brandende elementer præsenterer employer brandet og den overordnede fortælling om, hvem I er som arbejdsplads, kultur og virksomhed.

Det kan være et godt pejlemærke, at teksten skal rumme en lige fordeling. Hvis du fx søger en systemarkitekt, og annoncen primært er skrevet i punktform med konkrete systemkrav, så er der for meget specifikation. Omvendt kan brand og purporse heller ikke stå alene.

Interview den rekrutterende leder

Det er typisk lettest at skrive specifikationerne. Altså, hvilken fagperson søger vi, hvad er jobindholdet, kompetencekravene og vilkårene?

Det er sværere at beskrive et brand eller en kultur på nogle få linjer. Hvis virksomheden har et employer brand, så er der allerede sat ord på kulturen og brandet i nogle budskaber, der kan flettes ind i stillingsannoncen. Hvis ikke, så kan du som skribent bruge et greb fra employer branding-værktøjskassen og booke den rekrutterende leder til et kort interview.

  • Hvad er det mest interessant ved din afdeling?
  • Hvad er det mest interessante ved stillingen?
  • Hvad er det vigtigste, den nye medarbejder skal kunne?
  • Hvilken type/person håber I at finde?
  • Hvad er det bedste, du kan sige om arbejdslivet i din afdeling?

Ved at stille ovenstående spørgsmål til lederen, der har bedt dig skrive annoncen, kan du indsamle sprog, budskaber og ikke mindst konkrete eksempler, som du kan flette ind i teksten. Især eksemplerne fra afdelingen er også et godt middel til at komme uden om flosklerne.

Læs mere om, hvordan du navigerer uden om flosklerne her

Skriv et lager af segmenterede tekster til hver målgruppe

Ovenstående kan hjælpe med at finde de rigtige ord til teksten, men kræver ekstra tid af både skribent og rekrutterende leder. Det kan derfor være en hjælp at præfabrikere et arkiv af grundtekster, der er segmenteret til de målgrupper, I hyppigst rekrutterer. Fx unge teknikere, ældre teknikere, erfarne it-specialister, studerende til kundeservice osv. Så skal du ikke begynde forfra hver gang, men kan tage afsæt i nogle grundformuleringer, som skrives sammen med den aktuelle stilling og de relevante specifikationer.

Du kan finde flere tips til, hvordan du skriver stillingsopslag her

Kilde: RelationsPeople