Er du, som SMV’er er flest, har du sikkert mere end én gang været frustreret over manglende innovative digitale kompetencer i din marketingafdeling krydret med sparsomme ressourcer.

Skrevet af Nina Bech Stage, Partner og Lab Agent, Grit by Innovation Lab

Jeg møder mange marketingmedarbejdere, der er frustrerede over alle de forventninger, der er til, hvad de skal kunne levere. Det er alt lige fra at producere en masse tekstindhold til at kunne opsætte digitale kampagner, opdatere websites og stå for opsætning af marketing automation. Man kan vel næsten kalde dem for schweizerknive, men findes disse mennesker i virkeligheden?

Det lykkes sjældent for én person at fuldføre alle disse opgaver på et tilfredsstillende niveau. Resultatet bliver ofte dårligt, idet opgaverne bliver halvt færdige. Derfor oplever mange marketingmedarbejdere, at de har svært ved at levere de ønskede resultater, der støtter op om ledelsens mål og derfor ender det ofte med at årshjulet bliver en tro kopi af det forgangne år.

Jeg har selv været der. Gennem mine 20 år inden for salg og marketing har jeg om nogen set, hvordan kravene til marketingmedarbejderen er accellereret, men det er de færreste steder, at ressourcerne er fulgt med.

Og jeg forstår det. For jeg har samtidigt set, hvordan den øgede online-tilstedeværelse kræver nye marketingkompetencer i de fleste virksomheder. Ikke nok med at jeres kunder det seneste år er blevet digitale i en hastighed, der normalt ville tage mere end et årti, så er det også de virksomheder, der formår at have en relevant og troværdig digital tilstedeværelse de rigtige steder, der opnår succes.

Flere og flere virksomheder ønsker hjælp til at få styrket deres synlighed, især på de sociale medier, og det kræver både indsigt i mediekanalerne, forståelse for opsætning af digitale kampagner samt et øje for hvilket content, der præcis rammer den relevante målgruppe. Derfor er de stigende krav til marketingmedarbejderen en naturlig nødvendighed – men bare fordi, at kravene og nødvendigheden af marketingkompetencer stiger, betyder det ikke, at medarbejderne bare kan skrue op for effektiviteten og omdanne sig selv til en alt-i-en-løsning.

Så hvad gør man, når det, som det er tilfældet for de fleste SMV-virksomheder, ikke er realistisk at ansætte en håndfuld marketing-specialister, men man samtidigt er klar over vigtigheden af at have kompetencerne i virksomheden?

Her vælger mange at hente hjælp udefra enten via et bureau eller ved at ansætte eksterne konsulenter, som i perioder indgår som faste medarbejdere. En bonus ved dette er, at den eksterne konsulent kan oplære medarbejderne og løfte deres niveau indenfor digital marketing, så de fremadrettet vil kunne udføre opgaverne selv. Det kan der nemlig være mange fordele ved, men der er også et par faldgruber, man skal være opmærksom på, og det kigger vi nærmere på nu.

Spar tid og få opgaverne løst af de bedste kompetencer

En af de store fordele, der er ved at projektansætte medarbejdere, er, at du slipper for at bruge tid på MUS- og lønsamtaler, som er en tidsrøver, og som mange ledere gerne vil være foruden. Når man indgår en aftale med en ekstern konsulent, aftales en fast timepris eller et fast månedligt honorar, som dækker det stykke arbejde, som konsulenten skal levere. Du sparer dermed indbetaling til pension, feriepenge og løn under sygdom, du betaler kun for den effektive tid brugt på arbejdet, og så kan du til hver en tid stoppe samarbejdet uden at skulle fyre folk.

Bluegarden har udarbejdet en liste, der viser forskellene på at ansætte en konsulent i en fast stilling kontra at have en selvstændig tilknyttet. Der er en del regler, som er en god idé at kigge nærmere på, inden man indgår et samarbejde.

Soulaima Gourani’s bog “Design din fremtid” nævner hun, at digitale talenter vil være en stor mangelvare allerede i år 2020 og frem, og at der pt. er over 30 % ubesatte tech-jobs. Det er derfor ikke nødvendigvis løsningen at indrykke en jobannonce, for kandidaterne findes ikke. Det vil i fremtiden handle om at bryde arbejdsmønstret, og om at virksomhederne kommer til at fokusere på at få fat på de mest kompetente ressourcer, som ikke nødvendigvis vil være personer, de kan fastansætte.

Ifølge Soulaima vil der i fremtiden være færre faste medarbejdere tilknyttet virksomheder, idet flere løsarbejdere skaber mere fleksibilitet! Du kan bo langt ude i en skov (hvor der selvfølgelig er internet) og ikke bekymre dig om, at din arbejdsplads ligger 200 km fra din bopæl. 9-17 jobbet på kontoret er en uddøende race, da virksomhederne har brug for hurtige og effektive leverancer.

Interim Management er fremtidens arbejdsmarked, da virksomheder skal kunne tilpasse sig markedets efterspørgsel og agere agilt, og her kommer vikarer, freelancere og eksterne konsulenter til at spille en vigtig rolle. Virksomheder vil opleve en stor værdi i at anvende arbejdskraft, der har fokus på at løse opgaven. For den eksterne konsulent handler det ikke om at mele sin egen kage og rykke højere op i hierarkiet, men mere om at levere høj kvalitet i det arbejde, de udfører. De ved godt, at der er høje forventninger til dem, og at de har et stort ansvar for at leve op til de forventninger, virksomheden har. Derfor gør de deres ypperste for at løse de opgaver, de bliver stillet, da det også er deres gode navn og rygte, der står på spil!

For det at arbejde som selvstændig konsulent stiller helt andre krav, end hvis man er ansat som almindelig lønmodtager. Det eventyr valgte jeg selv at springe ud i for lidt over et år siden, hvor jeg skiftede mit trygge 8-16 job ud med en helt ny rolle som partner og medejer af Grit by Innovation Lab. Innovation Lab er en organisme uden et hierarki, men et sted hvor alle er lige og tager ansvar og bidrager, og det var en meget ny og befriende verden at træde ind i.

Efter lidt over 20 år på arbejdsmarkedet var tiden kommet til at jeg skulle dele ud af nogle af mine erfaringer. Jeg motiveres ikke af en høj løn, en overdådig frokostordning eller en frugtkurv, den tid er forbi. For mig handler det om, at jeg kan hjælpe andre med det, som jeg er god til, indenfor et område hvor jeg har gjort mig en masse erfaringer.

Min første længervarende projektansættelse startede da Corona-krisen for alvor brød løs i marts 2020. Kommunikationsbureauet Gammelbys havde i en periode behov for en ekstra marketing automation-ressource, og mit primære ansvar var at afholde møder med nye kunder, og hjælpe med projekter for et par af deres eksisterende kunder, for at sikre at de fik mest mulig udbytte af deres marketing automation platform.

Og netop det samarbejde blev et eksempel på, hvordan samarbejdet med eksterne konsulenter (eller freelancere) kan skabe stor værdi for begge parter. Jeg fik mulighed for at hjælpe Gammelbys med lige præcis de kompetencer, jeg har. Og Gammelbys fik nye indsigter og løst deres udfordring af erfarne kræfter – uden onboarding-forløb og ansættelseskontrakter.

Mette Gammelbys, som er CEO hos Gammelbys, udtalte følgende om samarbejdet:

“Nina trådte fra dag 1 ind og fungerede på lige fod med de andre medarbejdere og var ekstremt god til at byde ind med relevant viden både på kundeopgaver og i vores interne udviklingsprojekter. Hun leverede til tiden og hjalp med at løfte, servicere og udvikle vores inbound marketing-forretning. Kollegialt fungerede det også rigtig godt, og samarbejdet og kommunikationen gik over al forventning – og det endda på trods af, at det meste arbejde  foregik online, fordi vi var hjemsendt i stort set hele den periode, Nina var tilknyttet.”

Det handler om forventningsafstemning

Ligesom det nogle gange er svært at finde det gode match, når du skal ansætte en ny medarbejder, så kan det samme gøre sig gældende, når du skal vælge en ekstern samarbejdspartner. Det er altid en god idé at bruge sit netværk og få anbefalet en kandidat, så man sikrer value for money. For hvad får du så egentlig for pengene?

De dygtigste konsulenter indenfor digital marketing har opbygget viden og erfaring, der gør dem i stand til at løse opgaver praktisk talt fra dag 1. De skal selvfølgelig have en chance for at blive sat ind i virksomheden og de opgaver, der skal løses, men din virksomhed slipper for intro- og onboardingforløb, for konsulenten ved godt, at det handler om at få eksekveret på opgaverne og skabe nogle synlige resultater.

En af de vigtigste faktorer i et godt samarbejde med eksterne konsulenter handler om at få forventningsafstemt. Du skal sætte helt klare retningslinjer for, hvad du forventer af samarbejdet, og om de behov som kunde har kan indfries indenfor den aftalte periode. Det er altafgørende for at sikre en god start på samarbejdet for begge parter, og så er det en god ide at tage et hurtigt statusmøde hver uge, så I begge ved, at opgaverne løses til tiden.

En af ulemperne ved at tilføre eksterne ressourcer er, at viden forsvinder sammen med konsulenten. Derfor er det vigtigt at sikre sig, at kundedialoger bliver gemt og evt. logget i et CRM, og at andre af forretningens vigtige dokumenter lagres i en fælles mappe. Dette er også en af de ting, der skal indgås en klar aftale om, inden samarbejdet starter.

Så hvis du sidder med et ønske om at flytte din marketingstrategi til et nyt niveau, men ikke har kompetencerne in-house, så overvej om det vil skabe hurtigere og bedre resultater at hente hjælp udefra, så du kan få sat skub i dine aktiviteter.

3 gode råd til at indgå et godt samarbejde med eksterne konsulenter:

  • Gør dig klart hvilke kompetencer I mangler i virksomheden, som er vigtige for jeres fremtidige udvikling. Hvis I ønsker at få implementeret marketing automation eller skaffe leads via content creation, hvad lægger I så vægt på, at denne person skal kunne bidrage med. Igen er det vigtigt, at I ikke forventer at få en schweizerkniv, men en person, der er specialist indenfor præcist det område, I har brug for hjælp til.
  • Lav en liste med fordele og ulemper ved at fastansætte eller bruge eksterne ressourcer, så vil du hurtigt kunne se, hvad der giver bedst mening for dig og din virksomhed. Husk at tænke dig egen tid og de ressourcer ind, som du bruger på at onboarde en ny medarbejder.
  • Brug dit netværk til at finde det helt rigtige match og hent altid referencer, inden du indgår en aftale. Et godt råd er, at hvis den konsulent eller det bureau, du overvejer at indgå et samarbejde med, taler hen over hovedet på dig med smarte marketing-floskler, så er det ikke en, der forstår dit behov og din forretning. Det er muligt at fremvise dokumenterede resultater, når vi taler digital marketing, så den mulighed skal du huske at benytte dig af.

Har du brug for en uformel sparring omkring dine fremtidige marketing-ansættelser, og hvad der giver mest værdi for dig, så er du velkommen til at kontakte mig.