KLUMME: Mr. President and the rest of you, the world is calling.
Men selvom vi kan se, at det er et emergency call, tager vi ikke telefonen. For vi har ikke svarene.
Skrevet af Lene Hjorth, afgående funktionsdirektør, IR og Bæredygtighed, Jyske Bank
Vi hører om de mange klimainitiativer. Og godt for det. Og vi har for nylig læst om, at Mette Frederiksen (S) forud for FN’s årlige generalforsamling melder ud, at den danske pensionsbranhe har givet et markant tilsagn om støtte til denne grønne omstilling.
Vi ved også, at selvom stort set alle verdens lande indgik Parisaftalen i 2015, og forpligtede verdenssamfundet på at holde de globale temperaturstigninger på 1,5 grader, overholder de fleste af parterne ikke aftalen om at reducere udledningerne i det tempo, der er nødvendigt.
Alligevel forventer vi, at der ved Klimatopmødet i FN dette efterår vil blive leveret handleplaner, der kan redde os fra den brændende platform, vi sammen befinder os på. Og hvorfra der vokser et folkehav af vrede klimabevægelser verden over, der kræver løsninger på verdens klimaudfordringer.
Og uanset hvilke aftaler, der bliver leveret i FN, vil de klogeste af politikerne ane konturerne af en ny politisk verdensorden, der lurer i horisonten. Men inden det sker, har vi brug for enkle budskaber og brugbare råd, for de fleste af os ved ikke, hvordan vi skal gribe klimakrisen an.
Det største tabu af alle
Men for at få klare budskaber skal vi have fjernet et tabu, der lyder: ”Der er grænser for vækst.”
Den canadiske forfatter og klimaaktivist Naomi Klein, der længe har været modigere og klogere end de fleste af os, har i et interview i The Guardian sagt, at vi er nødt til at acceptere, at der er grænser for vækst, selvom det rammer dybt i hjertet af fortællingen om den amerikanske drøm og i vores behov for, at hver generation skal have mere og bedre vilkår end den forgående.
Sagt på en anden måde, skal vi redde Jorden, må vi have en ny fortælling, og store samfunds- fortællinger begynder ofte med politikerne, der kickstarter dem.
Så i en ny politisk ligning skal både faktorer som resultater skiftes ud. Grænser for vækst og omstillingen som følge af det vil kræve afsavn. Afsavn der kan føles som et angreb på vores tilværelse, og som overgreb på vores tidligere livsopfattelse af en verden med uanede muligheder.
Da klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen (S) ansatte forfatter Kaspar Colling Nielsen som taleskriver, var det ifølge medierne ideen om, at Kasper Colling Nielsen skal præsentere os for en ny fortælling, som skal skabe forståelse for nye sammenhænge og give os konkrete svar på, hvad vi kan gøre, som får os ud af flysædet og giver os lyst til den grønne omstilling. Og frem for alt undgå at gøre os forvirrede og handlingslammede.
Jeg tror på den store fortælling, selv om det tager længere tid, end hvad godt er, for vi har travlt. Så derfor må vi kigge os om efter andre forandringsagenter. Jeg har tit undret mig over, hvorfor der indtil nu ikke har været flere tiltag fra PR- og reklameverdenen.
Tænk hvis nogle turde gå forrest for klimaet og ville være med til at ændre vores forbrugs- og livsmønstre? Men det indlysende svar er selvfølgelig, at der er så mange mudrede budskaber og forskellige interesser i det, at det kunne ende i en konflikt.
Transformationen kommer
Ifølge Branded Content-ekspert og kreativ konsulent Jan Godsk vil en bæredygtig livsstil kræve en radikal indgriben i måden, vi organiserer vores liv på, og derfor ser han ikke, at det bliver reklameverdenen, der kommer til at gå forrest.
Jo, når vi taler om kampagner, som for eksempel at mindske brugen af plastik. Men at løse klimakrisen gennem reklamer kommer ikke til at ske. For det vil aldrig være reklamebureauerne, man spørger først. Det er først, når transformationen er på vej, eller når der er penge i det, at reklamebureauerne kommer på banen.
Men hvem vil så kunne påvirke os forbrugere til klimavenlige adfærdsmønstre og cirkulær økonomi?
Ja, et oplagt svar er adfærds-antropologer og nudging-kulturen, men det holder jo ikke i længden. Vi skal selv ønske at vælge de bæredygtige løsninger. Og kan vi ikke finde dem i det eksisterende marked, så må vi presse producenter, som så igen kan høste fordelen af at være tættere på forbrugerne og blive en aktiv del af SoMe-miljøer.
Det tværsektorielle samarbejde er også en mulig vej for den klima-turnaround, vi står over for. Måske vil forenings-Danmark endnu en gang vise sig at være det guld, vi ikke har i undergrunden. Er det her vi skal finde svarere i et samarbejde mellem foreninger, NGO’er og forbrugsorganisationer?
Kan de opsamle viden og give anvisninger til de nødvendige ændringer i måden, vi organiserer os i verden på, og i forhold til forbrug og livsstil.
Så næste gang “the world is calling” lyder svaret:
Yes, we are still here.
Kilde: Dansk Markedsføring
