Innovative krise-initiativer, vi udvikler nu, er det perfekte afsæt for, at dit brand kan klare sig i en verden efter COVID-19, skriver Christian Strand fra Marvelous, der har fundet fire gode eksempler.

Skrevet af Christian Strand, Nordic Managing Director, Marvelous

KLUMME: Verden er ramt af en usædvanlig sundhedskrise, som har lammet meget aktivitet i samfundet.

Krisen har spændt ben for et stigende antal virksomheder, men din virksomhed og dit brand behøver ikke tie stille og se passivt til. Du skal naturligvis undgå at slå plat på en svær situation, men de brands, der formår at tilpasse sig og identificere relevante vinkler, kan indkassere solide gevinster på den korte og lange bane.  

Jeg vil faktisk hævde, at det du gør nu kan være med til at udvikle din forretning og dit brand til at imødekomme strømningerne og efterspørgslen i verden efter COVID-19. For med pandemien er kommet en lang række nye forbrugsmønstre, som ikke kommer til at forsvinde når det hele igen er ”normalt”.

Det marked og den efterspørgsel du skaber nu, vil også være en del af fremtiden. Verden vil for altid være forandret.

Fire gode eksempler

Pandemien har de seneste otte uger tvunget forbrugerne over hele verden til at ændre vaner og livsstil. Ingen gør som de plejer. Og få har de samme behov som før. Derfor har rigtig mange brands været tvunget til at tilpasse sig, og det har mange gjort med forbløffende innovation og nye tilbud. Og kigger vi lidt rundt i verden, så er der masser af brugbar inspiration at hente for danske brands og virksomheder.

I en skov af mange eksempler har jeg udvalgt fire cases, som jeg synes hver især demonstrerer mulighederne.

De spænder over vidt forskellige kategorier og grader af innovation – fra små greb til større setups. Fælles er at de tager udgangspunkt i det eksisterende produkt, som kunderne kender i forvejen. Og at de løser eller støtter et behov i samfundet, som COVID-19 pandemien har skabt.

Film og is hjemmefra

Secret Cinema og Häagen-Dazs har i fælleskab skabt ”Secret Sofa”, hvor du fra din egen sofa kan lade dig opsuge af filmens magiske verden. Hver fredag i de næste otte uger faciliterer de en virtuel screening på en række anmelderroste, mindre kendte film.

Ugens film (og is) annonceres via email og inkluderer en lang række supporterende content – idéer til mad og drikke, playlister fra filmens årti, artikler om skuespillerne mv. Interaktion under screeningen foregår på Secret Sofa facebook-gruppen og via hashtagget #HaagIndoors. Emailen leder også brugerne til Amazon Prime, hvor de kan bestille Häagen-Dazs’ flavor of the week til filmen.

Konceptet er født ud af Coronavirusens dogmeregler, men Secret Cinema har allerede nu haft så stor succes at formatet fortsætter når verden normaliseres.

Indsigter: Oplevelsesbrands kan samarbejde med FMCG brands og bringe oplevelser ind i hjemmet under karantænen. Brands der tilpasser sig og skaber (i dette tilfælde) gratis oplevelser, der kan tilgås hjemmefra har en god mulighed for at være top of mind under og efter pandemien. Og det kan ovenikøbet resultere i nye product offerings, der har et liv ud over krisen.

Del dine data

Både Google og Apple leverer i øjeblikket COVID-19 rapporter med anonym og aggregeret data, som viser hvordan verdens befolknings bevægelsesmønstre som følge af pandemien.

Google rapporterer i grafer og dykker ned i geografi på tværs af en lang række forskellige kategorier så som retail, apoteker, supermarkeder, parker, stationer, kontorer og boligområder. Data er tilgængelig for her for over 130 lande.

Apple’s rapporter er ikke helt så omfangsrige, men viser den daglige udvikling i trafik, fodgængere og offentlig transport på tværs af 63 lande og byer. Apple’s data kan tilgås her. Søger du på Copenhagen kan du bla. se at den offentlige transport iflg. Apple er nede med 66%.

Indsigter: Apple og Google bruger de ressourcer de har tilgængelige til at hjælpe i bekæmpelsen af COVID-19. I disse tider kan brands vinde ved at påtage sig et ansvar og en rolle der hjælper fællesskabet.

Håndvask tips på TikTok

Dettol India har skabt en TikTok challenge for at understrege vigtigheden af hyppig håndvaskning. #HandWashChallange. Kampagnen inkluderer håndvaskningsinstruktioner i toppen af skærmen, en håndvaskningssang og drives af Indiens største TikTok influenter med samlet 90+ millioner følgere. Big numbers, men det er også et stort marked.

Kampagnen blev lanceret den 14. marts og allerede d. 7. april havde den genereret 200.000+ brugerskabte videoer og mere end 50 milliarder views!

Det kan virke som en banal kampagne, men finder du en sundhedsvinkel og et vigtigt budskab, der har en troværdig forankring i dit produkt, så skal du nok få taletid. Og du kan samtidig være med til at sætte et smil på læben i en svær tid.

Indsigter: Selv i Danmark er brugen af TikTok eksploderet under pandemien og giver god reach i de unge målgrupper. Og hvis du ikke føler dig klar til TikTok, så er Snapchat et godt alternativ.

Dettol-kampagnen kan synes banal, men som brand kan du med en offentlig sundhedsvinkel komme bredt ud med et relevant budskab og samtidig være med til at sætte et smil på læben i en hård tid.

Hold afstand til de andre løbere

Motionstracking appen Strava lancerede i sidste måned Routes til deres betalende brugere. Routes genererer automatisk ruter til brugerne baseret på deres preferencer ifht. terræn, stigning, kilometer, forbrænding mv.

Og netop udendørs motion ifa. løb og cykling er eksploderet under pandemien efter at sportsklubber og fitnesscentre er lukket ned. Strava’s Routes viser også heat maps over de mest populære områder, sådan at brugerne nu kan undgå de mest befærdede ruter når de skal motionere.

Indsigter: Med en hurtig reaktion vendte Strava brugen af deres heat maps på hovedet og hjalp motionister over hele verden til at dyrke motion i sikker afstand fra andre. Funktionen blev ikke udviklet pga. pandemien, men dens betydning blev hurtigt italesat til at imødekomme verdens befolknings bekymringer.

Kilde Dansk Markedsføring