For nylig bragte Finans en artikel, som for flere nok snarere virker som et deja-vu end en faktuel åbenbaring for erhvervslivet og fremtidens arbejdskraft; de unge studerende. Dem der gennem arbejde på mange måder skal lede samfundet videre.
Skrevet af Joakim Bang Korslund, Konsulent hos Fireball
Artiklen bringer indsigt i en rekrutteringsundersøgelse af, hvad private såvel som offentlige virksomheder vægter højest, når de skimmer bunken med CV’er, der synes at flyde over med flotte titler, som selv for de tungeste jakkesæt på direktionsgangen kan være svære at afkode.
Undersøgelsen viser, at hele 88 procent af virksomhederne svarer, at erhvervserfaring vægtes højest, når der skal ansættes nye rekrutter til kontoret.
Dette set i lyset af, at uddannelse scorer sølle 49 procent i undersøgelsen. Den selv samme uddannelse, der siges at være noget så vigtig for karrieren og den altafgørende faglighed.
Som nyuddannet er det ikke længe siden, at jeg selv balancerede min hverdag mellem det kvalificerende fuldtidsstudie og studiejobbet, der skulle gøre mig helt og aldeles egnet til det næste job.
For i Danmark er fem års universitetsstudier vel ikke nok; eller hvad?
De studerende opflaskes med, at studiejobbet er godt for erfaringen, hvorimod studiet med den dybe faglighed danner fundament for at lande det helt rigtige job som en kompetencemæssig katalysator for en livslang karriere – sådan var det i hvert fald engang.
For skal vi tro på tallene fra artiklen, synes studiejobbet jo 39 procentpoint vigtigere og mere kvalificerende end den faglige uddannelse. End akademia. End forskningsbaseret viden.
39 procentpoint.
Det er tankevækkende, at der fra virksomhedernes side ikke sættes mere fokus på de nyuddannedes faglighed fra fem års universitetsstudier, når det kommer til relevant, forskningsbaseret, akademisk faglighed af den tunge slags. For det sætter da om noget spørgsmål til studiernes reelle relevans for den enkelte kandidat til jobbet.
Nu må jeg naturligvis understrege, at man selvfølgelig kan lære noget nyt, udvikle kompetencer og blive god til sit nye job ved blot at arbejde igennem. No surprise.
Så studiet og den dertilhørende faglighed er måske endda ikke så altafgørende, når alt kommer til alt?
Jo, i allerhøjeste grad!
For tænk nu hvis den nye rekrut, der blev ansat, faktisk var noget mere egnet til jobbet på den lange bane, end ham/hende udelukkende med det relevante studiejob på CV’et. Hvis vi går ud fra, at virksomhederne ansætter med langvarig værdiskabelse og mangeårige karrieremuligheder for øje, vil den uddannede klart være et stærkere kort på hånden end den med blot en smule erfaring fra et studiejob. Den tidlige erfaring fra studiejobbet er guld værd i de første år som færdiguddannet, men det ændrer ikke ved, at uddannelse er uundgåeligt, hvis man vil begå sig i toppen af dansk erhvervsliv.
Tænk nu hvis rekrutten faktisk havde potentiale til meget mere end den ene stilling inden for virksomheden. Potentiale til at overtage chefens job på sigt, fordi rekruttens faglige ballast ikke mindst er dyb, men i allerhøjeste grad også relevant. Relevant for jobbet og relevant for virksomheden nu og i fremtiden.
Dette som et potentiale, der bunder i dyb faglighed fra fem års uddannelse og ikke i et overfladisk CV over assisterende studiejobs ofte framet og blæst op til mere, end de kan holde til.
For direkte transparens og det man kan kalde for ”jysk ærlighed” i CV’er er formentligt ikke noget, der kommer til at maxe ud som en megatrend i den nærmeste fremtid, for vi elsker jo at gøre os lidt ekstra lækre for en potentiel arbejdsgiver. Og helt ærligt: hvem gør ikke det?
Derfor mener jeg heller ikke, at erhvervserfaring bør være så dominerende en faktor, når vi hovedsageligt sammenligner med uddannelse, når de nyuddannede skal lande deres første job.
Erhvervserfaringen er ganske vist værdifuld, og den ruster naturligvis kandidaten på mange måder til det kommende første fuldtidsjob. Dog kan jeg ikke se, at et studiejob nogensinde vil være mere relevant end en fuld universitetsuddannelse, hvis man som arbejdsgiver vel at mærke ønsker at være blot en smule ambitiøs med sine ansættelser.
Hvis vi holder os til uddannelse versus erhvervserfaring for ansættelse af nyuddannede, bør virksomhederne i højere grad gå efter den fagligt kvalificerede og ikke mindst fagligt egnede kandidat. Ikke den, der har siddet 8, 12 eller 16 måneder på et kontor med det rigtige navn på døren.
Hvis virksomhederne ikke kan gennemskue kandidaternes uddannelse og faglighed ud fra titler alene (pst, det kan de ikke), kan de med garanti heller ikke gennemskue fagligheden – eller mangel på samme – ved blot at kigge på et CV med 3 x studentermedhjælperstillinger oplistet.
Så kære virksomheder; gør nu både jer selv og kandidaterne den tjeneste at snakke faglig relevans – foruden alt det andet – i rekrutteringsprocessen. De tomme titler kan I ikke gennemskue, og det kommer I heller ikke til. I skal ind bag titlerne og lære fagpersonen at kende ved at lade denne sætte ord på sine egne kompetencer og tanker om, hvordan de kan udfoldes i virksomheden. Hvad er konteksten, og hvad er retningen?
Finder I et fagligt relevant match i en kandidat, tror jeg på, at denne også bliver en mere værdifuld ressource end kandidaten udelukkende med den rigtige studiestilling på deltid og en irrelevant uddannelse. Dermed ikke sagt, at sidstnævnte pr. definition skal ekskluderes; men snarere at det langvarige potentiale er større for den fagligt relevante kandidat, hvis man som leder vel at mærke er dygtig nok til at gennemskue dette.
Så vær ikke så bange for uddannelse og faglig relevans, for det kommer jer helt sikkert til gode over tid. Tålmodigheden skal ligge i intern udvikling i virksomheden og erfaring over tid, så den ansatte bliver ekspert i netop jeres forretning – ikke i prompte igangsættelse af specifikke 1:1-opgaver med mangel på fremtidigt potentiale som konsekvens. Kandidatens udløbsdato nærmer sig hurtigere, end I tror, og så skal der rekrutteres igen.
Den relevante erhvervserfaring kommer ganske enkelt til kort over for dyb faglighed og potentialet til at avancere internt i virksomheden. Dét er hverken gennemtænkt eller ansvarlig rekruttering, og det burde virksomhederne vide, for de risikerer at ansætte folk, der blot vender i svingdøren, før de er ude igen.
Kilde: Dansk Markedsføring
