Skrevet af Thomas Nørgaard, Stifter, indehaver og kreativ, TN Reklame

“Dette indlæg har tidligere været bragt i Mediet Markedsføring. DANSK HR bringer det med tilladelse”.

Det kan godt være, at corona har sat en midlertidig kæp i danskernes udlandseventyr eller i det mindste gjort turen til sydens sol ekstra udfordrende. Til gengæld er der andre steder, hvor vi rejser som aldrig før.

Virksomheder og institutioner tager på digitaliseringsrejser, udviklingsrejser og fælles rejser i et væk.

Og snupper man en hurtig tur ned ad LinkedIn, er det tydeligt, at rejseglæden er gengældt blandt kommende, nuværende og tidligere medarbejdere.

For alle har tilsyneladende været på en rejse, glæder sig til en rejse eller er på udkig efter en ny, spændende udflugt.

”Det har været en vild rejse…”, ”Sikke en rejse, det har været…” og ”Jeg glæder mig helt sindssygt til rejsen”. I en grad, hvor man kan komme til at føle sig en smule kedelig, hvis man ikke også har gang i et eller andet professionelt eller personligt udviklingshalløj.

Kantinekortet på kommunekontoret

Misforstå mig ikke, forandring holder 100 procent. Nye udfordringer, nyt syn på verden, nye måder at gøre tingene på. Mere af det. Det er både inspirerende og beundringsværdigt at læse om iværksættere, der tager drømmen ved hornene og kaster sig ud i eventyret.

Modige mennesker, der sadler om og prøver sig selv af i en ny rolle eller branche. Og virksomheder, der tør gå ad nye veje og have øjnene rettet mod verden og ikke kun mod bundlinjen.


Det handler ikke altid om at være i bevægelse – eller signalere, at man er det.

Thomas Nørgaard, TN Reklame

Det er bare, som om at den slags drukner lidt. For behovet for at udvise mod, handlekraft og forandringsvillighed har efterhånden ført til, at alt er blevet en rejse.

Man skal forstå, at hvis kantinekortet på kommunekontoret er blevet lagt over i en ny, smart app, er der tale om en skelsættende, digital rejse.

Og hvis man i et par år har haft et glimrende job i et mellemstort dansk firma, men nu har fået mulighed for at få et nyt job med mere ansvar og mere i lønningsposen, så har man været på en personlig udviklingsrejse, der vil gøre en tibetansk munk grøn af misundelse.

Det er her, vi har problemet. For det første er alt det rejseri blevet en kliché, der tager brodden ud af de tilfælde, hvor der rent faktisk foregår noget, man med rette kan omtale som en rejse, omstilling eller udvikling.

Punkterer værdien af stilhed

For det andet punkterer det værdien af at stå stille og koncentrere sig om at lære noget og blive bedre og klogere. Eller være landet på en hylde, hvor tingene egentlig er okay, som de er.

Det handler ikke altid om at være i bevægelse – eller signalere, at man er det. Det der med nogle gange at stige af bussen og ikke have så meget fart på kan bestemt også noget. Så kan man altid hoppe på igen og køre videre, når der er behov for det.

Andre gange må man også bare erkende, at det der job var et forkert match for begge parter. Hvor man ikke blev tilstrækkeligt udfordret eller oplevede, at ens evner kom i spil. Det er også en måde at blive klogere på.

Mit første voksenjob var som ung i arbejde på en folkeskole, hvor jeg klistrede stregkoder ind bag i skolebibliotekets bøger og bagefter scannede hver kode, indtil maskinen sagde bip. Fra 8-14 hver dag i nogle måneder. Det er ikke kompetencer, jeg gør brug af i dag.

Til gengæld lærte jeg at drikke kaffe og møde til tiden (de fleste dage), og det er to vigtige ting, jeg har taget med mig videre. Men jeg vil dog ikke gå så langt som at kalde det en rejse.