FN’s Verdensmål præsenterer en sjælden mulighed for at opnå Simon Sineks berømte “why” med trylleslag, men sværere bliver det at definere, hvordan arbejdet skal foregå – og i hvilket omfang.
Af Sune Busk, Strategic Director i brandbureauet Pravda A/S
KLUMME: PwC konkluderer i en ny undersøgelse, at over 70 procent af de undersøgte virksomheder nævner FN’s Verdensmål som et strategisk initiativ eller mål. Stærkt. Omvendt er det kun 14 procent af virksomhederne, der har handleplaner knyttet op på det. Knap så stærkt. Samtidig praler Finansministeriet af, at vi er næstbedst i verden til det. Kun overgået af svenskerne – som altid i øvrigt.
I det brede billede er status altså, at vi har styr på vores “what”: Vi ved godt, at målene findes, hvad de dækker over, og hvad potentialet for vores virksomhed kan være.
Vi har også godt styr på “why” – det ligger næsten indlejret i hele arbejdet: Alle vinder på det, vi trækker i den samme bæredygtige retning, kunderne efterspørger bæredygtig tænkning og ansvarlig drift, og hvis vi er gode, er vi et mulehår foran konkurrenterne, så vi får et forretningsmæssigt forspring.
Vinderne får styr på deres “how”
Det sværeste med SDG’erne er dog (som altid, når strategi møder virkelighed) dit “how”. Den rå implementering af strategiske aktiviteter. Det angstprovokerende skifte fra balkonudmeldinger til reel forandring.
Så hvad er løsningen? Hvad er det berømte quick-fix, der flytter fokusset fra tale til handling?
Mit bud er, at den magiske formel desværre er fuldstændig blottet for magi.
Faktisk er det stort set den samme formel som ved alle andre forretningskritiske omstillinger:
Massivt ledelsesfokus + KPI-drevne aktiviteter og mål + blind tro på, at det nok skal virke = succes. Altså samme princip, som da vi skulle lære at integrere brugen af data, lave omsiggribende digitale transformationer, bedrive CSR osv.
Tydeligt ledelsesfokus
Jeg møder en overvægt af to typer af virksomhedsledere.
Dem, der ser verdensmålene som en anledning til at gå forrest i deres branche på måder, de aldrig havde drømt om.
Og dem, der prøver at holde deres mellemlederes begejstring for målene lidt nede, indtil vi får styr på salget, og den nye strategi, onboardet de næste medarbejdere osv.
Det er hævet over al tvivl, at uret tikker ubarmhjertigt frem mod 2030, og mine penge bliver lagt på den første gruppe af ledere – dem, der ikke kun kan mærke den brændende platform fra vores klode, men også fra konkurrenternes initiativer og kundernes efterspørgsel.
KPI-drevne aktiviteter og mål
Virkede sidste sæsons salgskampagne? Måske.
Men det er jo også lidt svært at måle på, hvor mange leads du fik med hjem fra messen – og om det var kontakten til indkøbschefen eller kampagnen, der gjorde udslaget.
Omvendt er verdensmålene fra virksomhedernes perspektiv enormt taknemmelige at sætte KPI’er på. De klassiske Verdensmål-aktiviteter handler nemlig ofte om enten reduktion eller forøgelse. Altså noget målbart.
Reduktion i CO2, anvendt plastik, kemikalier, antal kørte logistik-kilometer eller madspild. Eller en forøgelse af genanvendelige materialer, arbejdsglæde, diversitet, uddannelse eller strategiske partnerskaber.
Blind tro
Der kommer hele nye bølger, nye trends, nye værdibaserede dagsordener, der masser sig ind på toppen af din prioritetsliste.
Er verdensmålene anledning til, at det er nu, du skal satse alt og gå linen ud? Især nu, hvor vi lige havde talt os selv op til, at det var den digitale transformation, der fik vores opmærksomhed i den næste strategiperiode?
Svaret ligger hos dig.
Men den store fordel ved at arbejde med ansvarlighed og i særdeleshed verdensmålene er, at der er en naturlig udløbsdato – en afslutning.
I 2030 får vi kåret “vinderne” – som forhåbentligt er os alle – men også de virksomheder, der har kapitaliseret stærkest på det bæredygtige arbejde.
Så i stedet for at se FN’s verdensmål som en stor, svær og udefinerbar opgave, så se den et 10 års sprint, der både kan give ro og retning – og resultater på alle de bundlinjer, I måler på.
Kilde Dansk Markedsføring
